Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. november 2003.
Udtrykket Business Angels repræsenterer vel det bedste fra to gode verdener. De mænd, som bærer betegnelsen, får da også nærmest pr. automatik en slags hellig glorie. Mændene bruger jo deres egne penge til at give iværksættere en ekstra chance.
Men jeg har det svært med de danske engle, og de er er de eneste, som jeg kender. Forklaringen på min skepsis ligger måske i, at jeg knapt kan se en glorie, uden at jeg lige tjekker, om den blot er af glimmerpapir. Eller måske ligger forklaringen i pengene.
Det er jo kun småpenge, de rige mænd deler ud. De fleste af mændene (jo, it-millionærer i Danmark er mænd) har tjent de mange millioner på salg af virksomheden, da det jo er langt sværere at blive rigtig rig på driften af virksomheder i Danmark. Og de passer vældigt godt på deres penge.
Det er da også forståeligt i et land som vores, hvor man normalt kun har én chance - og en mikroskopisk en - for at score kassen. Men når mændene kun uddeler klatskillinger, kunne de så ikke skrælle betegnelsen Business Angels af sig?
I realiteten svarer disse mænd mere til gamle dages rige "hattedamer", der gav en lille skærv til de trængende og en hjælpende hånd, og som efterfølgende lunede sig i skæret af den godgørende handling. Ligesom nutidens faddere til de fattige børn i ulandene. De færreste af os undværer jo mere end en klatskilling.
Og nu vi er ved klatskillingerne, så lad os tage de danske venturekapitalister med. Også her synes risikolysten ekstremt lille, selv om de fleste på venturesiden blot forvalter store institutionelle spilleres penge (også selv om de selv er rige som trolde!).
Herhjemme uddeles kun brøkdele af de portioner, som amerikanske venturefolk ryster op med. Til gengæld er jeg overbevist om, at danskerne langt overgår amerikanerne på ét punkt, nemlig i tidsforbruget på møder om, hvem der skal have penge.
Godt nok er jeg lidt på bagkant med denne klumme. Hverken engle eller venturefolk er særligt aktive længere, men forleden spiste jeg frokost med én, som gerne ville portrætteres som en Business Angel. Også selv om denne kun pungede ud med småpenge.
Hans ønske bragte imidlertid også minderne tilbage om de euforiske dotcom-dage. Den gang så jeg ved en lang række store arrangementer, hvorledes masser af midaldrende mænd - folk med venturepenge - blev heftigt kurtiseret af unge iværksættere med nye forretningsideer og af konsulenter i roller som "alfons"/mægler. Venturemændene trivedes som ål i mudder. De syntes at have fået deres anden ungdom ikke alene som den rige onkel, men også som den ældre, der øser ud af sine erfaringer til et lydhørt publikum.
Rollen så ud til at give dem langt mere tilfredsstillelse en de traditionelle roller ved panik-før-lukketid, såsom udskiftning af partneren med en yngre model eller erhvervelsen af en Harley Davidson for at få følelsen at være ung igen.
Men tilbage til sagen. Kender du nogen, som har brændt så meget for en idé, at det er blevet til andet end nogle ganske få millioner til andres selskaber?
Michael Mathiesen, der også fik brændt en mængde investorers penge af, er vel den eneste, som stort set satte hele sin egen formue på spil.
Og inden du griner af mig! Jo, det er let at være hellig, når man ikke selv er mangemillionær. Blev jeg det ved et mirakel (jeg ejer hverken villa eller virksomhed), så ville jeg garanteret også være en tøsedreng.
Jeg er vel ikke dansker for ingenting.
