Digitale patientjournaler giver ingen besparelser

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. november 2003.


Kvaliteten i behandlingen øges, men der er ikke sket reduktion i antallet af ansatte på de sygehuse, der har
indført e-journalerne.

De danske sygehuse opnår ingen effektivitetsgevinster ved at indføre elektroniske patientjournaler (EPJ). Trods millioninvesteringer i software indskrænkes lønningslisten ikke, lyder meldinger fra sektoren.
Til gengæld lukkes lidt af luften ud af det gamle udsagn om, at man skal være rask for at overleve et sygehusophold. På de relativt få sygehuse, der i dag har indført EPJ helt eller delvist, fortæller man om en højere kvalitet i behandlingen og færre fejl i medicineringen.
I Viborg Amt, der er længere med patientjournaler end noget andet amt, sammenfattes udbyttet således
- Der har ikke været effektiviseringsgevinster i form af et mindre antal ansatte, men derimod en højnelse af kvaliteten i dokumentationen. Men på længere sigt kan der måske blive frigjort ressourcer til at løse andre opgaver, fortæller projektleder Lene Sørensen, Sundhedsforvaltningen i Viborg Amt.
På Svendborg Sygehus, hvor man tog EPJ i brug på den medicinske afdeling i efteråret 1999, har lægerne for eksempel ikke fået mere tid til patienterne. Det oplyste overlæge Torben Pindborg, da han for kort tid siden talte på en konference, arrangeret af EPJ-Observatoriet, som Aalborg Universitet og konsulentfirmaet Mediq står bag.
Andre opgaver
Men på konferencen kunne centerchef, dr. med. Allan Kofoed-Enevoldsen, Centralsygehuset Esbjerg Varde, dog fortælle, at han i hvert fald har set lægesekretærer, der - fordi de blev hurtigere færdige med deres traditionelle arbejde - skyndte sig at finde nye presserende opgaver.
Netop det, at der i forvejen er for travlt på sygehusene, kan være en medvirkende årsag til, at systemerne ikke tjener sig hjem. Men der høres også forklaringer, som går på, at der er tale om relativt umodne systemer, i modsætning til for eksempel økonomisystemer. Kombinationen af umoden software, der endnu ikke kan bruges på nogenlunde intuitiv vis, og en traditionsbunden organisation giver sjældent effektivitet. Alle kan også fortælle, at blandt lægerne, er der mange, som ikke have hænderne på tastaturet, fordi for dem er det langt hurtigere at bruge diktafonen. De vil heller ikke undvære lægesekretæren. Men der er dog læger, som overtager tastaturet, fordi de finder, at det sparer dem tid.
Centerchef Allan Kofoed-Enevoldsen fortalte på konferencen om en "glad amatøragtig vurdering" i Ribe Amt af udbyttet af notatmodulet efter et halvt års drift. Notatmodulet erstatter blandt andet lægernes patientjournaler og sygeplejeskernes egne journaler, der kaldes Kardex.
49 blev adspurgt - læger og sygeplejersker. Kun tre læger besvarede ikke spørgsmålene.
Begrænset udbytte
Lidt over halvdelen af svarerne mener, at deres dokumentation var blevet lidt mere fyldestgørende. Men ingen kan berette om, at de har fået mere tid til patienterne. De fleste har heller ikke fået lettere ved at finde andre oplysninger, og de fleste siger nej til, at der er opstået et bedre samarbejde.
- Så man kan konstatere, at notatmodulet har fået en blandet modtagelse, sagde Allan Kofoed-Enevoldsen.
Notatmodulet er dog kun brugt på et meget lille område - på den akutte medicinske afdeling, hvor patienter typisk kun er ét døgn.
Allan Kofoed-Enevoldsen er dog ikke desillusioneret. Over for Computerworld siger han, at blot det, at man får lægerne, der arbejder direkte med patientbehandlingen, til at bruge værktøjet, så er det for ham en succes.
- Også hvis det gør ondt at bruge det. Og det nye værktøj skal også kunne rumme, at der vil være læger, som fortsætter som hidtil. De skal kunne fortsætte med at diktere. Nogen vil sige, at så går der for lang tid, inden fordelene kan høstes, men når de får systemet med de nye muligheder, vil de også begynde at udforske det, siger Allan Kofoed-Enevoldsen.

Billedtekst:
På trods af millioninvesteringer i software til elektroniske patientjournaler (EPJ) indskrænkes lønningslisten ikke, viser erfaringerne fra danske sygehuse. Foto: Torben Klint

Boks:
Kræftdata direkte til Cancerregistret
I sommer begyndte sygehusene i Viborg og Nordjyllands Amt dagligt at sende indberetninger af data om patienter med kræft til det landsdækkende cancerregister. Før har lægesekretærerne indberettet informationer om anatomisk lokation, side, svulstens udbredelse og stadium via papirskemaer, hvilket har været tidskrævende, også fordi det tog tid at få indhentet informationerne. Nu opsamles og afleveres de automatisk. Softwaren er udviklet af B-Data.

Boks:
Hjemmesygeplejersker ladt i stikken
Der er et stort behov for at få hjulpet hjemmesygeplejerskerne med it på flere områder. Konsulenthuset Devoteam Fischer og Lorenz anslår, at medicinhåndtering (bestilling, genbestilling, dosering, givning og dokumentation) beslaglægger mellem 25 pct. og 40 pct. af hjemmesygeplejerskernes arbejdstid, og det samme gælder ved sygeplejeopgaver på plejehjem. Medicinhåndteringen koster kommunerne mellem 0,8 mia. kr. og 1,8 mia. om året, skriver konsulenthuset, der udførte undersøgelsen for Den Digitale Taskforce i Finansministeriet. Hjemmesygeplejerskerne bruger i dag telefon, fax eller brev til meget af medicinarbejdet. Også automatisering i forbindelse med ophældning af medicin og pakning i engangsdoseringsæsker ville hjælpe, skriver arbejdsgruppen.

Boks:
For dyr medicin
Trods henstillinger til lægerne om, at de skal vælge den billigste medicin i en kategori, er der stadig mange, der ikke gør det. Ifølge Den Digitale Taskforce under Finansministeriet kan der være fornuft i, at lægerne - både de praktiserende og dem på sygehusene - kommer til at bruge et fælles elektronisk receptmodul, som rummer funktioner til beslutningsstøtte. Modulet skal sikre, at centrale og regionale retningslinier for medicinbrug, og herunder anbefalinger ved valg, indgår i lægernes beslutninger. Ifølge gruppen i Finansministeriet anslår Frederiksborg Amt, at valget af billigste medicin kan give amtet en besparelse på 25 mio. kr. årligt på medicinudgifterne, svarende til seks procent af de samlede udgifter til medicin.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere