Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. oktober 2003.
Nokias model 7700 en ny type mediemobil, men for at få det fulde udbytte af denne type enheder, skal der etableres et helt nyt tv-net til håndholdte enheder.
Mobil tv-teknologi
Nice: Verdens største mobilproducent Nokia har netop annonceret, at de næste år lancerer en ny type enhed i form af en mediemobil, som i første række er udviklet til at se tv på, men som også vil kunne gå på internet og vise downloadede videoklip. Når den nye enhed, der har betegnelsen 7700, kommer, skal den i første omgang benyttes til video via GPRS - eventuelt accelereret via EDGE-teknologien, der tredobler kapaciteten på GSM-nettene. De kommende mediemobiler skal nemlig ikke hente de eksisterende tv-signaler ned fra luften. I stedet arbejder Nokia på, at der etableres alternative tv-net, der skal sende signaler til små mobile enheder.
Nokia kalder den nye teknologi IP Datacast. Teknologien er, som navnet siger, IP-baseret. Den bygger på en videreudvikling af den eksisterende tv-teknologi DVB-T, som er blevet døbt DVB-H (Digital Video Broadcast - Handheld) og som ligeledes benytter UHF-frekvenserne.
- Det er nødvendigt at etablere et nyt net til mediemobiler, blandt andet fordi det er nødvendigt at benytte særlige batteribesparende teknologier. Således modtager disse enheder i et sekund for så at gå i standby de næste fire sekunder. Vi kunne lave en enhed, der benytter de eksisterende tv-signaler, men så vil batteriet løbe ud efter ti minutter, siger forretningsudviklingsdirektør Mikko Seppäläinen fra Nokia IP Datacasting-afdeling.
Der skal sættes særlige master op til DVB-H - eventuelt i forbindelse med de eksisterende mobilmaster. Danmark vil kunne dækkes med omkring 1.000 master, vurderer Mikko Seppäläinen. Til gengæld sendes der broadcast - det vil sige samme programudbud til alle. Så dette net skal ikke som mobilnettene udbygges, når der kommer flere brugere for at skabe mere kapacitet.
Herhjemme er det Kulturministeriet, der skal give sendetilladelse til denne type net, men fordi beslutningen om at nedlægge de analoge tv-net i takt med etableringen af de digitale netop er blevet udskudt, kan det forudses, at det kan komme til at knibe med pladsen på frekvenserne.
Bruges i bevægelse
De nye mediemobiler adskiller sig på flere områder fra de små transportable tv'er, der har været på markedet i årevis uden nævneværdig succes, mener Nokia.
- De små tv, vi hidtil har set, er ikke mobile. Modtagelsen forringes, når brugeren bevæger sig. Vi tror, at brugerne vil være interesseret, hvis de kan få disse funktioner i den telefon, de lægger i lommen. Desuden får de nye enheder såkaldt uplink via mobilnettene, så de kan benyttes interaktivt, siger Mikko Seppäläinen.
I samarbejde med det internationale mobilselskab Vodafone og Philips kører Nokia i øjeblikket forsøg med DVB-H i Berlin.
Den kommende model 7700 henvender sig til den gruppe af befolkningen, man kunne kalde nyheds-junkier: Folk, der skal følge med ikke bare i strømmen af nyheder og begivenheder, men også i web-dagbøger og nyhedsgrupper.
Ny brugerflade på Symbian
Med 7700 introducerer Nokia en ny brugerflade på Symbianstyresystemet. Selskabet har tidligere introduceret en fælles brugerflade til for eksempel de mere intelligente mobiltelefoner under betegnelsen Serie 60. Fordelen er, at udviklere af applikationer får en platform at levere til. I tilfældet serie 60 har Nokia yderligere ladet andre producenter som Samsung, Siemens og Sendo benytte denne brugerflade på licens. Brugerfladen til mediemobilerne har fået betegnelsen Serie 90, men selskabet oplyser ikke, om det også vil blive muligt at benytte denne platform på licens.
Billedtekst:
I Nokia 7700 ligger der en særlig antenne til tv-signaler i enhedens afrundede topdel foruden den indbyggede mobilantenne. Enheden har kamera, FM-radio samt en række særlige faciliteter til audio- og videostreaming. Desuden har den en berøringsfølsom farveskærm, samt selvfølgelig alle moderne telefonfunktioner.
Nokia skyder med spredehagl
Læs side 26
Boks:
Polstret modemobil
På Nokias netop afholdte Mobile Internet-konference lancerede selskabet sin første klap-telefon i længere tid i form af en kamera-telefon rettet mod de modebevidste. Nokia 7200 er beklædt med mikrofiber, som er en slags stof, der blandt andet benyttes til havemøbler. Dette stof kan skiftes ud, og der følger en matchende pose med til telefonen og matchende baggrundsmønster til displayet. Disse dele vil blive solgt i sæt, så man kan vælge noget, der passer til det tøj, man har på den dag. Ud over alle moderne kamera-telefon-funktioner har 7200 FM-radio og nye faciliteter, der sættes brugeren i stand til at sætte telefonen op til at meddele, om hun er i møde, på arbejde eller har fri.
Boks:
Skrivetelefon
Det er praktisk at sende sms eller skrive e-mail fra mobiltelefonen, men for folk over 25, kan det knibe med at ramme bogstavene effektivt. Nokia har netop annonceret to nye såkaldt messaging-mobiltelefoner, som, når de åbnes, har et almindeligt skrivetastatur placeret omkring displayet. De to modeller er 6810, som har FM-radio, og 6820, som har indbygget kamera. Begge har udvidede e-post-applikationer i forhold til normale mobiltelefoner. Disse to modeller kommer på markedet til næste år.
Boks:
Opbakning til EDGE
Tre af de telefoner, som Nokia lancerede i denne uge, benytter den såkaldte EDGE-teknologi (Enhanced Datarates for GSM Evolution). Dermed understreger Nokia sin støtte til denne teknologi, der ved at modulere signalerne på de eksisterende GSM-net sætter overførselshastigheden op til det tredobbelte. I øjeblikket er systemet udelukkedne i drift hos et mobilselskab i Hongkong, men Nokia har leveret EDGE-infrastruktur i flere end 60 selskaber over hele verden, og selskabet regner med at have 15 EDGE-telefoner næste år. EDGE ventes brugt til at skaffe hurtigere forbindelser uden for storby-områderne, hvor der bliver etableret 3G-net, og af selskaber, der ikke har 3G-licens.
Boks:
Mobilen bliver walkie-talkie
Muligheden for at kunne kommunikere med en eller flere blot ved at trykke på en knap som på en walkie-talkie har længe været efterspurgt på mobiltelefoner. Det er især firmaer, hvis medarbejdere arbejder i teams, men som ikke befinder sig samme sted, der har dette behov. Nu lancerer Nokia en løsning, der gør det muligt for mobilselskaberne at udbyde dette som en tjeneste over GSM/GPRS-nettene ved at anvende den såkaldte SIP-protokol (Session Initiation Protocol), som allerede bliver brugt til at afvikle IP-telefoni-opkald over internet. Løsningen består dels af en såkaldt Nokia Push to Talk Call Processor, som afvikler trafikken, og et Nokia Push to Talk Register, der holder styr på abonnenterne på denne tjeneste.