Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. oktober 2003.
Microsoft skærper sikkerhedsindsatsen, men nye skeletter vælter ud af skabene.
Mens Sundhedsstyrelsen og enkelte andre offentlige institutioner herhjemme stadig kæmper mod "gammel" ondartet kode, er en grim nyhed til næsten alle it-ansvarlige dukket op.
Microsofts første samling af sikkerhedsrettelser efter lanceringen i sidste uge af en skærpet indsats afslører en sand lækkerbisken for hackersystemet. Ud af de syv nye sikkerhedsrettelser gælder den ene en sårbarhed, der kan udnyttes til at få afviklet ondartet kode på stort set ethvert moderne Windows-system.
Danskeren Thor Larholm, der er senior sikkerhedsanalytiker i det californiske firma PivX, forventer, at verden hurtigt vil se ondartet kode, der kan udnytte hullet, som findes i Windows Messenger Service. Denne tjeneste er typisk slået til og udnyttes blandt andet, når systemansvarlige varsler pc-brugerne om, at systemet lukkes ned for en stund. Derfor gælder det om straks at få rettelserne på plads, oplyser Thor Larholm.
Men trods de nyopdagede sårbarheder og det faktum, at der sjældent går en dag, uden at sikkerhedsfirmaer som Symantec opdager nye orme eller vira på nettet, mener Thor Larholm, at der omsider er grund til optimisme.
- Microsoft handler nu proaktivt, hvor det tidligere var reaktivt, siger han.
Han er bredt kendt i sikkerhedskredse verden over for et web-sted med oplysninger om, hvilke sårbarheder i browseren Internet Explorer som stadig ikke er udbedret.
Ifølge ham kan de it-ansvarlige dog først for alvor ånde lettet op, når den nye generation af Windows med kodenavnet Longhorn kommer på banen. Microsofts netop forstærkede satsning er dog et godt skridt på vejen, mener Thor Larholm.
Side 13