Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.
En forkert konfigureret firewall på et testsystem bevirkede, at Danske Bank i denne uge for tredje gang på under et år fik alvorlige it-problemer. Test-firewall'en sendte fra tirsdag aften en byge af trafik ud på netværket, og onsdag morgen måtte visse mainframe-systemer kapitulere, oplyser vicedirektør Peter Schleidt, Danske Bank.
Som ved de alvorlige nedbrud i marts i år og i november sidste år blev netbanken lammet foruden visse andre systemer. Denne gang gik det imidlertid også ud over flere pengeautomater.
- Vi har jo - efter de tidligere problemer - gennemført en række tiltag for at forbedre sikkerheden for både hardware og software, men vi burde altså have gjort mere på netværkssiden, siger Peter Schleidt.
Testsystemet er sat op med henblik på senere at løfte Danske Banks internationale selskaber over på de it-systemer, som resten af koncernen - inklusive BG Bank - kører på. Firewall'en var dog ikke konfigureret til test, men til daglig produktion, og derfor begyndte den at "støje".
Da it-problemerne i marts lammede en stor del af bankens systemer i fem dage, skyldes det indledningsvis en fejl i et lagringssystems strømforsyning efterfulgt af flere fejl i DB2-databasesoftwaren. I november sidste år lammede en menneskelig fejl et lagringssystem. toft