Store børn leger bedst

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. juni 2003.


Første halvår af 2003 har budt på en massiv outsourcingbølge på det nordiske marked. Store virksomheder fra en række vertikale markeder indgår milliardaftaler med de store multinationale leverandører, og der tegner sig et billede af, at lige børn leger bedst. For de mindre, lokale leverandører skal der tages beslutninger om retning.

drift i centrum
Absolutely on fire. Sådan beskriver Meta Groups Vice President for Technology Research Services, Stratos Sarissamlis, det nordiske marked for it-outsourcing. Og vækstrater på 12-15 procent i en tid, hvor kurverne for andre it-services enten er stagneret eller direkte faldende, er svære at overse.Blandt de aftaler, der har drevet det nordiske marked frem, det sidste halve år kan nævnes TietoEnators aftale med Telia til en værdi af en milliard kroner. HP skal drive svenske Ericssons it. IBM er løbet med aftalen for drift og vedligeholdelse af den skandinaviske finanskoncern Nordeas it og Sparekassernes Data Center, SDC, med en aftale, der i værdi beskrives som i milliardklassen. Også CSC har succes. Alene i Danmark har selskabet fået aftaler med Tryg, TDC og ISS, aftaler, der samlet også løber op i milliarder.Mens teknologiske landvindinger er med til at drive outsourcingmarkedet fremad, er der ingen tvivl om, at det er verdens bundfrosne økonomi og virksomhedernes stigende bundliniefokusering, der står bag de mange aftaler.
Løftet om mindre og fleksible organisationer, større it-kompetencer og besparelser i størrelsesordnen 20-35 procent er sød musik for økonomidirektører verden over. Hos Forrester Research peger senioranalytiker Christine Ross, på, at visse virksomheder nu er nået til et punkt, hvor de føler sig tvunget til outsourcing. Hos Ericsson lægger man da heller ikke skjul på, at outsourcingen af deres it, der førhen blev varetaget af en 4.000 mand stor intern division, er et vigtigt led i den gældsplagede telegigants forsøg på at reducere selskabets omkostninger med 38 milliarder svenske kroner.

Nøglen til succes
Da aftalerne er drevet af økonomiske motiver, vælger de store samtidig at gå til multinationale leverandører.
Nøglen til succes for it-leverandører er evnen til at omsætte kritisk masse og stordrift til konkurrencedygtige priser, samtidig med tilbudet om stor kapacitet i datacentre og flere internationale lokationer, og her har de store leverandører fortrin, mener Stratos Sarissamlis. Samtidig taler det globale økonomiske klima til de multinationale selskabers fordel, når grænserne for, hvad virksomhederne outsourcer, konstant rykkes. Mens hosting før var udgangspunktet, er det nu drift og vedligeholdelse, der er i centrum. Det næste store er applikations-outsourcing og udvikling af ERP-systemerne, og med det skridt kommer outsourcing-aftalerne tæt på virksomhedernes hjerteblod.
Tryghed står højere på listen end chancetagen, og det er et ikke uvæsentlig signal at sende til virksomhedens interessenter, at der vælges en leverandør, der ikke bare har størrelsen til at løfte opgave, men som også kan stå igennem økonomisk stormvejr, og som også er der i morgen. En tilsvarende udvikling har man set i telebranchen, hvor kunderne er vendt tilbage til store "sikre" monopoler efter at have oplevet selskaber som KPNQwest, WorldCom og Global Crossing gå ned med et brag - og med store konsekvenser for kunderne.
Fortsætter tendensen, betyder det, at de lokale outsourcing-forretninger kommer til at se store ordre forsvinde til de mulitnationale, og at der skal træffes en række valg. En mulighed er, at man som DMdata og WM-data slår sig sammen, for at opnå større kapacitet og tiltrække store kunder. Netop kapacitet var en af årsagerne til at WM-data sidste år mistede sin daværende partner SDC efter to et halvt års samarbejde. SDC valgte derefter i februar i år at outsource til IBM. WM-data har købt 10 procent af DMdata. De to selskaber har samtidig sammen stiftet et svensk selskab og vil være det nordiske alternativ til de store multinationale selskaber.
Ifølge analytikere betyder udviklingen derfor langtfra, at de lokale leverandører kommer til at stå som entydige tabere. Specialicering inden for vertikale forretningsområder ligger ifølge Gartner-analytikeren Gianluca Tramacere i kortene. Samtidig er outsourcing et område i vækst i flere segmenter, for det er ikke kun de store virksomheder, der lægger it-funktionerne ud. Et andet validt senario for de mindre leverandører er derfor at rette blikket mod markedet for små og mellemstore virksomheder, der ikke ønsker en stor leverandør, med store kunder af frygt for at blive overset.

Billedtekst:
Lige børn
leger bedst

Når det gælder
outsourcing,
leger de store
med de store

Vejen til billigere outsourcing

Hold øje med begreberne on demand-, grid- og utility computing. Med stor sandsynlighed vil de ligge til grund for fleksible og ikke mindst billigere outsourcing-aftaler i fremtiden.

datakraft efter behov

Klik på kontakten, og der kommer el ud fra dit elværk, klik på musen, og der kommer data ud fra dit dataværk. Det er den besnærende tanke bag det nye buzz word: On demand computing.

It-industrien er ikke kendt for at gøre tingene på den lette måde, så for at gøre det mere uoverskueligt er on demand et begreb, der dækker over eller sidestilles med en lang række andre begreber herunder utility computing og grid computing. Der er dog ingen grund til panik, for set fra oven er alle begrebene blot forskellige udtryk for og tilgange til at løse problemet med uudnyttet kapacitet i moderne computerinstallationer.

Behovet for computerkraft vil i enhver organisation være fleksibelt og elastisk, det er computerkraften til gengæld ikke. For at sikre, at systemerne holder sig oppe i perioder med spidsbelastninger, eller at der er plads til at skalere op, når behovet vokser, vælges en løsning med overkapacitet i de enkelte systemer - kapacitet, der et langt stykke hen ad vejen ligger uudnyttet hen.

Set fra et outsourcing-perspektiv tyder meget på at, at det ikke bare er en løsning, der hjælper leverandørerne til at udnytte deres systemer, men også meget vel kan gå hen og betyde billigere aftaler for kunden.

Løsningen

Fra et teknisk perspektiv handler on demand og utility computing om at videreudvikle allerede eksisterende teknologier inden for virtualisering, konsolidering og workflow management (ressourceudjævning). I virtualisering bindes mange maskinerner sammen til en stor, og den samlede computerkraft udnyttes. Konsolidering er et andet ord for, at computerkraften udnyttes ved at dele den enkelte maskine op i flere maskiner, og workflow management-værktøjer er redskaber til at styre det hele.

Den mest populære metafor for on demand og utility computing er elektricitet, og det er tanken, at når leverandørens datacenter har fået implementeret utility og on demand-teknologierne, bliver det til et stort - ikke elværk, men dataværk. For kunderne er bonusen at de, præcis som med et elværk, kun betaler for, hvad de bruger - ikke for, hvad de tror de kommer til at bruge, eller hvad de har brug for i spidsbelastninger. Det giver en helt ny fleksibilitet i outsourcing-kontrakterne, og fordi outsourcing-leverandøren nu fuldt kan udnytte kapaciteten i datacenterets installationer, bliver det hele meget billigere.

Store drenge

Det er en flok anseelige spillere, der er med til at udvikle on demand computing. Helt fremme på banen finder man Sun, HP og IBM, der har hver deres bud på on demand computing.

IBM satser hårdt på deres e-business on demand, en rammevision, der skal hjælpe virksomheder med at udnytte teknologier inden for utility og grid computing. Sun promoverer deres N1-platform, hvor virtualisering af server- og storagekraft er i centrum. Microsofts bud hedder Dynamic Solutions Initiative og HP, der satser på at binde computerne sammen i en grid-infrastruktur, har produktet Utility Data Center på hylden til den beskedne pris af fem millioner dollars.

Selv om kært barn har mange navne og varierende tekniske visioner, er målet det samme: Bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer.

Men...

Og så til den dårlige nyhed: Produkterne er ikke rigtig færdige. For mens de fleste leverandører kan tilbyde den ene eller anden form for forretnings- eller finansieringsløsning, der minder om on demand computing, så er de store tekniske løsninger, der skal gøre leverandørerne i stand til at skabe deres dataværk og dermed lavere priser for outsourcing-kunderne, stadig på kravlestadiet.

HP, der med deres Utility Data Center-løsning anses for at være langt fremme og blandt andet har produktet installeret i et af Phillips' datacentre, erkender, at der er lang vej til visionen kan realiseres fuldt.

- Det er ikke 120 procent færdigt og absolut ikke et plug and play-produkt. Men vi tror på det og hælder rigtig mange udviklingskroner i det. Det er fremtiden, både inden for outsourcing og ude hos den enkelte virksomhed, siger administrerende direktør for HP i Danmark, Niels Svenningsen.

Taler man med outsourcingleverandører, peger de på, at der stadig er en lang række uløste problemer. Redskaberne til styring af de mange computere er langt fra sofistikerede nok, og den evige problemstilling med flerleverandørmiljøer står også i vejen. På nuværende tidspunkt er produkterne leverandørspecifikke, det vil sige at, for eksempel HP's Utility Data Center udelukkende kører på HP's maskiner.

Alligevel ser analytikere fra flere af de store analysehuse on demand computing som fremtiden. Gartner forudser, at 40 procent af alle outsourcing-kontrakter vil være on demand-baserede i 2010.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere