Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. maj 2003.
Uvildig, uafhængig rådgivning er en efterspurgt vare, ikke mindst hos it-indkøbere i det offentlige. Men hvor kan man få den? Kan man overhovedet få den? Bør
uvildigheden overhovedet være et mål i sig selv, eller får man den på bekostning af kvaliteten? Svarene handler både om etik og markedsmekanismer.
brancheglidning
Hvem kan man stole på, når man står og skal indkøbe it til en værdi af mellem en halv og en hel Storebæltsbro, og har brug for et godt råd? Og i øvrigt også skal beslutte, hvorvidt døgndriften af hele skidtet skal outsources - og til hvem?
Spørgsmålet om uvildig rådgivning har været stillet til alle tider i både den private og den offentlige sektor. Men projekt digital forvaltning, med de omfattende og vidtrækkende investeringsbeslutninger det indebærer, er med til at skærpe overvejelserne om rådgivning her.
På den anden side af bordet sidder rådgiverne. Der er færre af dem efter flere års økonomisk nedtur. Og det er sværere at finde rundt blandt dem som følge af fusioner og opkøb, en mærkbar brancheglidning, og hyppige navneskift på virksomhederne.
- Jeg har meget behov for rådgivning, som er helt uafhængig. Der er mange penge på spil, så jeg vil meget nødig have rådgivning, der - måske helt ubevidst - kan styre mig i den forkerte retning. Derfor sætter jeg stor pris på, at man som konsulentfirma holder sin sti helt ren, siger Simon Gjedde, der er chef for Miljøministeriets it-center.
Samme budskab kommer fra den anden ende af landet, hvor Jens Kabell er organisations- og personalechef i Holstebro Kommune.
- Det at have leverandøruafhængig rådgivning, at have nogen at stole på, er et "must". Den offentlige sektor har stærk fokus på habilitetsspørgsmålet. Vi har brug for at få viden fra andre organisationer ind gennem konsulenter, men det skal være en uafhængig instans, siger Jens Kabell.
I baggrunden spøger fortidens offentlige it-skandaler, og forude ligger omkostningskrævende projekter, der helst skal gå godt.
Og hvor det eksempelvis ikke er sikkert, at det kan betale sig at spare en million på selve it-leverancen. For det kan bære straffen i sig senere hen i form af ekstrauddannelse af medarbejderne, et mere tidrøvende og mindre brugervenligt system, sure og frustrerede medarbejdere og nedsat produktivitet.
Både Simon Gjedde og Jens Kabell var blandt dem, der anholdt en beslutning hos rådgivningsfirmaet Devoteam Fischer & Lorenz om at deltage i konsortier sammen med specifikke leverandører i forbindelse med et offentligt udbud - leveringen af et fællesoffentligt dokumenthåndteringssystem. Det ville potentielt ramme uvildigheden, som i høj grad er det, man køber hos Devoteam.
Kritikken lød også udenfor ministerier og kommuner - fra aktieselskabet DONG, det statsejede energiselskab. Herfra har it-chef Henrik Drabøl gjort opmærksom på, at leverandørsamarbejdet efter hans mening var en rigtig skidt ide.
- Vi er meget rådgivningsafhængige, for vi har ikke it-kompetencer internt på for eksempel dokumenthåndteringssystemer, men skal bruge nogen, der kender markedet, hvis vi skal undgå faldgruber. Vi rejste det gule flag. For hvor uafhængig kan et selskab være, når det både er partner for os og en leverandør?
Situationen for DONG var, at Devoteam havde været med til at vælge selskabets nye dokumenthåndteringssystem, og derefter optrådte i konsortium med den pågældende i det offentlige udbud.
- Nu er de vores rådgiver i implementeringen, som Software Innovation står for, og de hjælper med den interne projektledelse. Her er man nogle gange nødt til at gå til makronerne overfor leverandøren. Men hvis rådgiverne har en forretningsaftale med den pågældende, så kan vi ikke føle os sikre på, at de varetager vores interesser, erklærer Henrik Drabøl.
Devoteam forsvarede sin deltagelse i projektkonkurrencen med, at man samarbejdede med flere forskellige leverandører og ikke bare havde hægtet sig op på en enkelt.
- Det var som om, de prøvede at tegne sig ind på alle mulige balkort for at prøve at komme ud at danse. Det så lidt underligt ud, siger Simon Gjedde
Devoteam bakkede ud.
Kynisme og etik
Andre såsom PLS Rambøll Management, Deloitte & Touche og PricewaterhouseCoopers deltager i diverse konsortier. Holdningerne til, hvad man kan og ikke kan, varierer blandt eksperterne i og udenfor branchen.
Der er den let kyniske: Ingen er uvildige, fordi alle er hængt så godt og grundigt op på partnerskaber og alliancer, moder- og søsterselskaber, andre afdelingers interesser eller bare på deres egen snævre ekspertise, at det i et eller andet omfang spænder ben for uvildigheden. Men det er ok, for kunden ved jo godt, at det er sådan.
Der er den etisk orienterede: Man er nok filtret ind i allehånde alliancer og har mange interesser at pleje, men det er ok, hvis bare man udøver en tilstrækkelig åbenhed. Så længe intet er skjult for kunden, kan den pågældende udøve sit eget jugement og træffe beslutninger på et reelt grundlag. Men det kræver etiske regler.
Der er også den markedsorienterede: Hvis man yder dårlig rådgivning, er man færdig i branchen. Og det skal nok få rådgiverne til at holde sig på dydens smalle sti.
Brancheglidningen
Hvor det tidligere var revisionsfirmaer, der ejede rådgivningen, er det nu i højere grad it-virksomheder. Det mest markante eksempel herpå er IBMs globale overtagelse sidste år af konsulentdelen fra PricewaterhouseCoopers formedelst 3,5 mia. dollar.
Henrik Drabøl fra DONG kan godt mærke forskel.
- Der er ingen tvivl om, at den afhængighed, der var tidligere, er aftagende. PwC/IBM har nu et ønske - eller måske behov - for at sælge IBM-produkter. Det mærker vi, og det er en udfordring for os. De siger selvfølgelig, at IBM-produkterne er bedst; det er derfor de anbefaler dem. Men for os er det besværligt at have med at gøre, for vi må overveje, om de anbefaler produkt x,y,z, fordi det er godt, eller fordi de har fået besked hjemmefra på at sælge os det.
Nogen løsning på problemet har Henrik Drabøl ikke.
- For hvis vi udelukker de gamle PwC-folk, bliver markedet for lille. Det danske marked er lille - mange vil gerne rådgive, men få har en "proven track record". Hvad den tiltagende konsolidering i branchen angår, har den naturligvis en masse fordele - for eksempel at få kompetencer samlet og højnet. Men der er også en bagside, og lige netop på rådgiversiden er det problematisk, når den samme både er rådgiver og leverandør, siger DONG's it-chef.
Fra Miljøministeriet efterlyser Simon Gjedde både åbenhed, etiske regler og vandtætte skotter mellem den rene rådgivning og de andre økonomiske interesser, der kan være på spil i et konsulenthus. De forskellige aktiviteter bør adskilles helt i separate selskaber, mener han eksempelvis.
- Det er grundlæggende problematisk, når en rådgiver har en aktie i det, han rådgiver om, siger han.
Umoralsk eller uprofessionel
Simon Gjedde skelner mellem bevidst at rådgive med egen interesse for øje og at gøre det ubevidst. Det første er bare et udtryk for dårlig moral. Det andet er et større, og mere udbredt problem.
- De kan være hæderlige nok, men ikke opmærksomme på sammenblanding af interesser. Og ingen er vel endnu blevet skældt ud for at komme hjem og have solgt de varer, huset selv fører.
En tilsvarende holdning har en tidligere ledende konsulent, som nu er it-chef i det private erhvervsliv. Den værste grøft, du kan falde i, er når du bilder dig selv ind, at du er uvildig, selv om du ikke er det, siger han.
Mens nogle konsulenter er meget bevidste om at reklamere for leverandøruafhængighed, er andre knap så bevidste om at informere åbent om deres alliancer og interesser, mener Simon Gjedde.
- Jeg ved det jo godt - at alliancer og partnerskaber er der, og hvem der handler med hvilke produkter. Men ikke alle har tilstrækkelig erfaring til at gennemskue markedet. Og du får heller ikke altid den detaljerede information - om at et rådgivningsfirma lige har 30 SAP-konsulenter siddende på bænken eller måske har startet en LAN-afdeling i Århus.
Jens Kabell i Holstebro noterer tilsvarende, at når et firma rådgiver om teknologianskaffelser, har køber ikke altid den nødvendige viden til at gennemskue, om han bliver prakket noget på. Slet ikke hvis han ikke kender til diverse alliancer og underhåndsaftaler.
Netop i Århus - på Handelshøjskolen - befinder lektor, ph.d. Charles Møller sig ved Handelshøjskolens Institut for Informationsbehandling. Han har fulgt rådgivningsbranchen - særlig på ERP-siden - og har en pragmatisk holdning til den.
- Alle har jo nogle forskellige interesser. Sådan er det, siger han.
Uvildighed som hæmsko
Charles Møller ser ikke uvildigheden som et mål i sig selv. Han fremhæver derimod kompetence og professionalisme.
- Man kan blive så uvildig, at man ikke kender tilstrækkeligt til de systemer, man helst skulle være ekspert i. Det er et større problem. Helt overordnet ligger det uvildige i højere grad hos den enkelte person end hos et firma. Jo mere professionelle folk er, desto mere er i de i stand til at gennemskue en manglende bredde i deres egen viden - for eksempel at de kun har erfaring fra Èt system, og naturligvis ser verden ud fra, hvad de kender. Det handler mere om kvalitet og professionalisme end uvildighed, siger Charles Møller.
Vandtætte skotter i de enkelte firmaer tror han ikke på. Det er branchen for lille til. Mere interessant er det med en højere grad af åbenhed om, hvilke interesser der er på spil. Hvad en konsulent kan skydes i skoene. Om man eksempelvis har systemfolk ansat. Om man har aftaler om, at man kan byde på et projekt, efter man har udarbejdet kravspecifikationerne.
Personlig tillid
Charles Møller påpeger, at valget af konsulent ofte er drevet af tillid til personerne, og det skriver både Henrik Drabøl fra DONG, Jens Kabell i Holstebro og Simon Gjedde i Miljøministeriet gerne under på. Som Simon Gjedde siger:
- Jeg går mere efter manden end konsulentfirmaet. Når jeg skal hyre en konsulent, kører jeg ham gennem noget nær et jobinterview. Derudover er der blandt konsulenter både stjerner og vandbærere, og jeg vil have stjernerne. Men for at lære, hvem der er dygtige, og hvem man kan have tillid til, skal man være regelmæssigt ude og aktiv i markedet
Simon Gjedde har ti års erfaring i Storebæltsforbindelsen og syv år i Miljøministeriet med at indkøbe it. Det gør det lettere. Og dog:
- Problemet lige nu er, at det kan være svært at hitte ud af, hvor folk er henne. Firmaer bliver købt og solgt og skifter navne i tempo, så man ikke kan holde styr på dem. Det må give et image- og markedsføringsproblem, og det må have kostet penge. For når man i et kvarter har prøvet et finde Èn, og det er forgæves, så ringer man jo typisk efter en anden.
Boks:
Vi har talt med:
¥ Simon Gjedde, chef for Miljøministeriets it-center
¥ Jens Kabell, organisations- og personalechef i Holstebro Kommune
¥ Henrik Drabøl, it-chef hos DONG (Dansk Olie og Naturgas)
¥ Thomas Reenberg, nordisk chef for IBM Business Consulting Services
¥ Herbert Nathan, rådgivningsfirmaet Herbert Nathan & Co., tidligere partner i PricewaterhouseCoopers
¥ Susanne T. Nielsen, underdirektør i PLS Rambøll Management og formand for Dansk Management Råd
¥ Niels Korsholm, adm. direktør, Devoteam Fischer & Lorenz
¥ Lars Jepsen, direktør i Dansk Management Råd
¥ Flemming Poulfelt, professor, ph.d., Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København
¥ Charles Møller, lektor (business informatics), ph.d., Institut for Informationsbehandling ved Handelshøjskolen i Århus
Billedtekst:
- Jeg sætter stor pris på, at man som konsulentfirma holder sin sti helt ren, siger Simon Gjedde, der er chef for Miljøministeriets it-center.
Foto: Mads Madsen
