Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. april 2003.
Da jeg var syv år, var mine eneste ønsker til livet den nye My Little Pony med lilla hår og dr. Oetkers frosne pizza til aftensmad - hver aften. 20 år senere er mine ønsker en anelse mere komplicerede. For eksempel er en fireværelses lejlighed med udsigt over Kongens Nytorv til 3.500 kroner om måneden overraskende svær at få fat i. Men der er en ting, som jeg ønsker mig brændende, og som jeg ved i mit hjerte, at det må være muligt at skaffe: Vil en eller anden ikke nok fortælle mig, hvor tilbagekaldsfunktionen til mit Notes mail er placeret?
For i en cirka tre uger gammel historie fra den virkelige it-verden stod der en pige, vi kan jo kalde hende Sine, foran sin it-administrator med blussende kinder og paniksved og fremstammede ordene: Meget-personlig-e-mail-forkert-adresse-hjælp! Hun oplevede på første hånd problemet med ny teknologi. Når du først har haft tid til at vænne dig til den, så stiger dit selvtillidsindeks og - endnu farligere - dit arroganceindeks ganske voldsomt. Samtidig falder aktiviteten på gennemkig- og dobbelttjekkurverne proportionalt. På den konto har mangt et tastatur lidt en tragisk og fedtet cola-død, mange dokumenter er forsvundet til de evige jagtmarker for cifrene 1 og 0, og alt, alt, alt for mange katastrofale e-mails er blevet sendt af sted med informationer, der absolut ikke var tiltænkt dem, der endte som modtagere.
Sidste danske eksempel er den om klubben, der sendte nyhedsbrev ud til 1.700 medlemmer uden at skjule de enkelte adresser. Ikke katastrofalt, hvis det ikke lige var, fordi klubbens medlemmer swinger - og vel at mærke ikke på den musikalske måde. Mere på tæl-arme-og-ben-og-divider-med-to-mådenÉ.
Den historie nåede at blive spiseseddel hos Ekstra Bladet, og så er der jo ikke ret meget andet at sige end: Velkommen på forsiden!
For nylig blev en kvinde tilkendt erstatning, efter hun var blevet fyret, fordi hun chattede på en sexside i arbejdstiden. Der blev dømt uretsmæssig fyring, da virksomheden ikke havde en internetpolitik.
Nogle virksomheder har en sådan politik, der for det meste kan koges ned til "private net-aktiviteter i arbejdstiden er fyringsgrund". Andre virksomheder klarer sig uden.
Mit spørgsmål er, at når man lige via e-mail har meddelt alle virksomhedens ansatte, virksomhedens kunder, ja, faktisk alle andre end den veninde, der skulle have haft brevet, at ham Kurt Ibsen nede fra salg bare er overdejlig med den lækre dobbelttydige måde, han kan sige spreadsheet på, er en fyring så virkelig det, man bekymrer sig om?
Er krummetæer-faktoren i virkeligheden ikke så høj, at man mere realistisk bruger tiden på at planlægge en strålende karriere som eneboer, hvor man aldrig, aldrig behøver se folk i øjnene igen?
Nå, men der er som bekendt ikke noget, der er så slemt, at man ikke kan fnise af andres bommerter. Den har vores amerikanske søsterblad Network World også fanget, og i sidste nummer trykte de læsernes værste e-mail-bommerter.
De fleste var af kødelig karakter, og da Computerworld er en familievenligt avis, gengiver vi selvfølgelig ikke smuds (men den bedste involverede Keith fra Auckland, Keiths kæreste, Keiths kærestes mor og den fælles e-mail-konto, som de to kvinder delte).
I den mere sobre afdeling fik en uheldig pr-medarbejder smidt kontorets hadeopgave i skødet. Da opgaven var løst, røg en e-mail af sted til chefen og ikke mindst kunden, som opgaven var blevet løst for. Overskriften lød: Her er din åndssvage opgave.
Loni Springer, Vice President i en større amerikansk virksomhed, fandt ud af, hvad journalister altid har vidst, at automatisk stavekontrol er noget, fanden har skabt. Således fik 10.000 medarbejdere en e-mail om firmapolitik, underskrevet ikke af Loni Springer, men af Loin Sprinkler.
Den lader vi lige stå lidt.
Og lad os så opsummere: Jeg ønsker mig altså en fireværelses lejlighed med udsigt over Kongens Nytorv til 3.500 kroner om måneden, en tilbagekaldsknap til min Notes mail, og så vil jeg forfærdelig gerne høre om Computerworld-læsernes e-mail-katastrofer.
Send dem til nedenstående e-mail-adresse. Til december kan vi så samles om årsnummeret og med stor skadefryd recitere Homer Simpsons udødelige ord:
DOH!!!!!
