Lagersalg løber igen rundt

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 6. maj 2002.


Under orkanen i 1999 var lagerhallen tom for kunder,
men fuld af varer.

267 betalende gæster skal der til, før Hasse Jeppesen kan skodde dagens 25. smøg og ånde lettet op over, at arrangementet løber rundt økonomisk.
I weekenden 20.-21. april tog det kun en halv time.
Så havde, groft skønnet, 300 betalende gæster smidt hver 25 kroner i kassen og dermed sikret, at Hasse Jeppesen igen om seks måneder kan leje Glostrup-hallen i en weekend.
Det så ellers lidt skuffende ud en halv time før åbning, hvor fliserne foran hallen, ifølge Hasse Jeppesen, plejer at være proppet med mennesker.
Langt fra tumult
I år var der ikke et øje at se, før klokken blev kvarter i 10, og da dørene endelig gik op, var der meget langt fra de "tumultagtige scener", annoncerne forudså til den afdæmpede tilslutning, måtte Hasse Jeppesen erkende.
- Jeg ved ikke, hvorfor der ikke står et hav af mennesker og venter. Vi har gjort det samme ud af at markedsføre arrangementet som alle de foregående gange, men det har generelt været som at starte helt forfra i år, siger Hasse Jeppesen.
Han tilføjer, at alle de normalt så trofaste leverandører har ikke haft tid denne gang.
- En har forklaret, at han skulle til bryllup, en anden skulle til 30-års fødselsdag og andre har bare sagt, at det ingen interesse har. Det er lidt skuffende, og jeg havde som minimum forventet, at 20 leverandører ville møde op. Det blev kun til 11, men det går nok, siger Hasse Jeppesen.
Op ad bakke
Det er niende gang, han arrangerer lagersalget. Før i tiden blev det holdt i Herlev, et år prøvede han i Valby-Hallen, og nu er det Glostrup-hallen, der lægger brædder til.
Hasse Jeppesen forklarer, at orkanen i 1999 kostede ham dyrt, fordi den rasede i lige netop den weekend, hvor hans lagersalg løb af stabelen.
Der kom ingen gæster, og derefter har det været op ad bakke med at skaffe leverandører, men i år giver arrangementet igen overskud.
- Det er ikke noget, jeg kan leve af at arrangere, men så længe det lige løber rundt, gør jeg det, fordi jeg synes, det er sjovt, lyder det fra Hasse Jeppesen.

Boks: Overivrig markedsføring
Hasse Jeppesen var lidt for ivrig, da han forsøgte at lokke leverandører til sit lagersalg i Glostrup-hallen i weekenden 20.-21. april.
Så ivrig, at internetudbyderen måtte lukke for sit website tre dage før arrangementet, fordi flere lokale virksomheder havde klaget over Hasse Jeppesens markedsføringsmetoder.
- Ja, jeg kom sgu til at sende en invitation ud til omkring et par hundrede virksomheder i området, men det må man åbenbart ikke uopfordret, forklarer Hasse Jeppesen.
Skal man tro den markedsføring, Hasse Jeppesen har været ansvarlig for i perioden op til arrangementet, plejer hans projekt, lagersalg af computervarer, at være noget af et tilløbsstykke.
"På tidligere arrangementer har der nærmest været tumultagtige scener, når 1.000-1.500 mennesker fra om morgenen vælter ind i hallen for at komme først til tilbuddene," stod der at læse i markedsføringsmaterialet, ligesom det blev oplyst, at op mod 2.000 købestærke gæster forventes at lægge vejen forbi.
Tydeligt skuffet
Alle de leverandører, IT-Branchen talte med i weekenden, gav udtryk for, at de havde forventet flere udstillere, større udvalg af varer og flere købestærke gæster.
- Det var ikke lige det, vi havde forventet, da vi sagde ja til at købe en standplads, men lad os nu se, om der ikke kommer lidt flere gæster i løbet af weekenden, sagde en importør af MP3-brændere, der havde taget hustruen med for at hjælpe med salget.
Også Hasse Jeppesen selv var tydelig skuffet over den manglende opbakning til arrangementet fra de normalt så trofaste leverandører.
- Det har været meget svært at skaffe udstillere. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke kommer i år, måske har det noget med tidspunktet på året at gøre, sagde Hasse Jeppesen. jc




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere