Fyringernes år

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. december 2001.


Det værste år for ansatte i den ny
økonomi er ved at være overstået.
Massefyringerne i IT-industrien ramte
alle. Hårdest gik det ud over USA,
men dønningerne ramte også Danmark.

FOTOS: LARS SVANKJÆR

Cisco, Intel, Nortel, Lucent, Framfab, Orange, Sonofon, Motorola, Commerce One, Novell. Listen over virksomheder, som måtte skære dybt i medarbejderrækkerne, er lang i år. Forfatteren Emil Bønnelycke skrev i 1919 i sin roman 'Spartanerne' en art ekspressionistisk prosadigt under indtryk fra de frygtelige massekirkegårde ved Verdun efter 1. verdenskrig. Digtet består af hundreder af navne på døde soldater, og efter fem minutter bliver det ulideligt at læse op. Man kan ikke bære at remse navne op på så mange døde.
Heldigvis har IT- og telesektoren i år ikke krævet dødsofre, bortset fra de mennesker, der blev ofre for det forbryderiske attentat på de to kontortårne i New York 11. september. I det perspektiv er det ikke så slemt at miste jobbet, det er trods alt værre at miste livet.
Men Bønnelyckes digt dukker alligevel op, når man kigger listen af virksomheder i krise igennem. Se blot nederst på siderne i Computerworlds Årsnummer. Den verdensøkonomiske krise har ramt hårdt, også selvom den kan ses som en justering til normale forhold efter sen-halfemsernes overophedede dotcom-økonomi, hvor begejstringen for den gode ide og det lovende prospekt berøvede mange investorer den almindelige dømmekraft og sunde fornuft.
Realistisk vækst
At der er tale om en justering til et mere realistisk niveau, hvor vækstsprocenterne i dag måles i etcifrede størrelser i stedet for to, betyder ikke, at der nødvendigvis er noget godt at sige om de mange afskedigelser i IT-branchen i år.
Dels har fyringer sociale konsekvenser, og dels dræner det virksomhederne for intellektuel kapital, midt i en tid, hvor paradigmeskiftet fra informationssamfund til vidensamfund er på sit højeste. Som en chef hos en af de virksomheder, der for alvor måtte skære hoveder, udtrykte det:
- Vi skulle til at tænke baglæns, da vi skulle afskedige. Hvor vi i lang tid har rekrutteret og brugt vores evner og kræfter på at finde og ansætte de bedste folk, skulle vi nu til at finde nye job til dem i andre virksomheder. Det kan jo være, vi får brug for dem igen. Kan vi så få dem tilbage?
Eksperter peger på, at det er dårligt at vise folk vintervejen uden kompensation i form af gode aftrædelsesordninger.
- Det er vigtigt, at den fyrede, trods alt, har en rimelig positiv opfattelse af sin arbejdsgiver, siger Kim Staack Nielsen, formand for Personalechefer i Danmark.
Genplacering
En ordentlig og værdig fratrædelse kan være efteruddannelse, et anstændigt fratrædelsesbeløb eller en intern arbejdsformidling, der kan skaffe de fyrede videre. For eksempel oprettede netværksvirksomheden Cisco i Danmark et center for 100 fyrede i det gamle Cocom, der lukkede i sommer. Centret, Career Transition Center, bestod af en online-arbejdsformidling, hvor de fyrede udvekslede cv'er med interesserede virksomheder, ligesom de alle hentede personlig støtte hos de to personaleansvarlige, der ledede den store genplaceringsmanøvre. Cocom-folkene var en samling kompetente typer og heldigvis lette at afsætte, men når nedskæringerne rammer en enkelt branche så hårdt, som tilfældet har været for IT-erhvervet, er det klart, at mulighederne for, at de fyrede bliver suget op af en anden virksomhed, er blevet ringere, efterhånden som året er skredet frem.
Hvornår vender det, spørger alle. Hvis man kunne svare på det, burde man have et job på Nasdaq. Teknologibørsen fyrede forresten ti procent af medarbejderne i juli, så måske røg ham, der faktisk kunne svare på spørgsmålet, ud ved den lejlighed.

Boks: Videre efter en fyring
En fyring kommer som et chok for de fleste. Men når de første rystelser har lagt sig, er det nødvendigt at komme videre. Computerworld har samlet en række gode råd fra branchen.

l Accepter situationen og overvej om afskedigelsen er berettiget. Opfat ikke en fyring som et personligt nederlag, men som en chance til at prøve noget nyt, uanset hvor svært det kan være.

l Giv dig selv tid og rum til at sunde dig oven på en opsigelse, men lav hurtigst muligt en personlig handlingsplan. Orienter dine nærmeste og din bank - det er værre at gøre det tre måneder efter fyringen. Kontakt fagforeningen og a-kassen straks.

l Tænk konsekvenserne igennem. Hvor lang tid tager det at finde et andet job og vær realistisk. Måske skal du ikke være leder mere? Lav en plan: Skal du satse på uopfordrede ansøgninger eller kigge stillingsannoncer? Skal du bruge dit netværk? Inden for 12 måneder er dit gamle netværk væk, viser erfaringen. Følg op på dig selv, og fortæl dine omgivelser, hvor langt du er kommet med at finde job.

l Brug tid på at få afdækket dine kompetencer og nedskrevet din joberfaring. Overvej hvor du gerne vil arbejde, og hvad dine jobmål er i det næste job. Vær konsekvent: Sælg bilen, hvis du har aftalt med dig selv, at det er det, du vil gøre, hvis du ikke har fået job inden for en måned.

l Gennemarbejd dit præsentationsmateriale og målret det efter, hvor du søger job. Du bør træne og forberede dig til jobsamtalen. Undersøg dit netværk for kontakter til virksomheder. Netværk er den bedste metode til at få viden om dit næste job, og kan være en indgangsvinkel til dit næste job.

Rådene stammer fra Henrik Kroos, formand for Prosa, Kim Staack Nielsen, formand for Personalechefer i Danmark og Alan Binau partner i genplaceringsfirmaet AS/3.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere