Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 3. december 2001.
Billedtekst: - Det kan godt være, at det er fristende blot at tage ordren, som giver en god fortjeneste. Men hvis man gerne vil holde sin sti helt ren, er det en god ide, at søge oplysninger om sin udenlandske køber eller sælger, siger fuldmægtig Christian Dresager, Told og skat.
Foto: Torben Klint
Distributører risikerer at medvirke til svindel, hvis de ukritisk handler med alle udenlandske selskaber, siger embedsmand fra Told og Skat.
Hvis en distributør ved, at han handler med en momssvindler, medvirker han i princippet til det strafbare forhold.
Det kaldes momshæleri, og det straffes ifølge momslovens paragraf 81 stk 5 op til to år. Desuden kan man blive blive stævnet af myndighederne i et civilt søgsmål, hvor de mistede momsindtægter søges tilbage.
I begge tilfælde kræver det, at man kan bevise, at distributøren/eksportøren var, eller burde være i "ond tro".
Men det er ganske svært at bevise, og mange, der befinder sig i gråzonen, vil derfor slippe med dårlig samvittighed over at medvirke til momskarruselsvig.
- Faktisk er der typisk en række åbenbare indikationer, der viser, at handelspartneren ikke har rent mel i posen. Og derfor burde distributøren egentlig vide besked, når det sker. Men det er meget svært for os at bevise, at den danske distributør burde vide det, siger fuldmægtig Christian Dresager, Told og Skat.
Heldigvis er der ifølge Dresager også mange distributører (importerer som eksportører), som samarbejder tæt med Told og Skat og de lokale regioner. Og gør man det, er chancen for at slippe for straf stor, oplyser Dresager og henviser til et cirkulære fra 1999.
Undersøg, undersøg
og undersøg
Han opfordrer de danske distributører til at være særlig på mærkerne og ikke lade sig forblænde af fristende tilbud fra udlandet
- Det kan godt være, at det er fristende blot at tage ordren, som giver en god fortjeneste. Men hvis man gerne vil holde sin sti helt ren, er det en god ide, at søge oplysninger om sin udenlandske køber eller sælger, siger Christian Dresager, der har konstateret, at der er stor forskel på, hvor mange anstrengelser de danske distributører gør sig.
En af IT-Branchens distributør-kilder siger, at ganske mange, også velrenommerede IT-distributører i Danmark, medvirker til momsfupperiet.
Nogle mere bevidst end andre. Kilden har selv tidligere ufrivilligt handlet med momssvindlere og besluttede derpå at lukke sin forretning, efter at have samarbejdet med myndighederne.
En anden dansk aktør, milliardfirmaet Kijaka, er i dag sagsøgt af Told&Skat for et momskrav på 35 millioner kroner. Koncernen, der nævner sagen i sit seneste regnskab, købte farvepatroner hos en konkursramt momssvindler for 144 millioner kroner for seks år siden.
Flest skraldespande i udlandet
Hos Told og Skat er man ifølge Christian Dresager blevet ganske god til, sammen med Bagmandspolitiet, at afsløre folkene bag de skraldespandsselskaber, som fysisk ligger i Danmark.
Men når det gælder selskaber i for eksempel England, som importerer fra danske selskaber og efterfølgende ved videresalg snyder den engelske statskasse, kan Told og Skat ikke gøre andet end at give oplysninger videre.
- Vi kan se, at der fortsat passerer mange mobiltelefoner igennem Danmark, og her prøver vi så vidt muligt at hjælpe vores europæiske kolleger med oplysninger, siger Dresager.