Mark Hurd, nyligt fyret topchef i verdens største it-selskab, Hewlett-Packard, forhandler med Oracle om vilkårene for at blive ansat i en topstilling i selskabet, skriver den normalt velinformerede finansavis Wall Street Journal, der citerer unavngivne kilder.
Ifølge avisen er det endnu uklart, hvilken topstilling, det er, parterne forhandler om.
Der er heller ingen garanti for, at forhandlingerne overhovedet bliver frugtbare, hedder det.
Ifølge Wall Street Journal har Larry Ellison, der stiftede Oracle for mere end 30 år siden og som har været selskabets eneste administrerende direktør nogensinde, planer om snart at trække sig tilbage.
Han har i de seneste år trukket sig fra den daglige ledelse af selskabet, som han i stedet har overladt til Safra Catz og Charles Phillips.
Det er derfor ikke usandsynligt, at Mark Hurd kan være i spil til stillingen som chefen for det hele.
Mark Hurd blev i begyndelsen af august fyret på gråt papir som øverste chef for Hewlett-Packar på grund af en afpresningssag med seksuelle undertoner, som du kan læse mere om her.
Det skete, selv om den 53-årige topchef har opnået synlige resultater for Hewlett-Packard og generelt regnes for dygtig og succesrig.
Oracle har i mange år været kendt for at være særdeles ekspansiv og opkøbsivrig. Med selskabets opkøb af Sun sidste år bevægede selskabet sig ind på server- og storage-system området.
Larry Ellison er hovedaktionær i Oracle med en ejerandel på 23 procent af selskabet.
Han langede kraftigt ud efter HP umiddelbart efter fyringen af Mark Hurd.