Verdens mindste videooptager
Man skulle tro, at der eksisterede et bredt udvalg af Solid State videooptagere, for ideen er strålende.
En Solid State videooptager er sammenlignelig med en almindelig videomaskine, men i stedet for VHS-bånd eller dvd-skiver, bruger den flash-baserede hukommelseskort som optagemedie.
Hukommelseskort er langt mere hårdføre end bånd og diske, og de fylder meget mindre. Desuden er de ikke afhængige af mekaniske indretninger til at dreje eller spole dem, så Solid State videooptagere kan blive ret små.
Men man finder ikke mange af slagsen på markedet. Nogle få modeller eksisterer til voldsomme situationer såsom flyvemaskiner og racerbiler, men ikke til hjemmebrug.
Faktisk findes der tilsyneladende kun SanDisks V-Mate, der kommer tæt på at kunne bruges i stuen, selv om den ikke har faciliteter nok til at overflødiggøre dvd-optageren.
Men V-Mate er selvfølgelig også kun ment til mobilbrug, så man kan optage tv-udsendelser på et hukommelseskort og senere se dem på sin mobiltelefon eller PDA. Smart nok, skulle man mene.
Op til 48 timer på 4 GB
SanDisk V-Mate er bette. Cirka dobbelt så stor som en mobiltelefon, så den ser ikke ud af meget, når den står under fjernsynet sammen med dvd-optageren.
Man tager et composite signal fra sin eksisterende satellit- eller kabeltv-boks eller videooptager og sender det ind i V-Mate. Derefter trækker man et andet composite signal fra V-Mate op til fjernsynet. Der følger kabler med til begge dele.
Bagefter kobles en ledning med en lille infrarød sender til V-Mate, og senderen placeres foran videooptagerens infrarøde modtager.
Endelig skal der tilsluttes strøm, og så er man parat. På fjernsynet vælger man composite signalet, og først indstiller man tid og videooptagerens device-kode, som oftest kan findes på nettet.
Nu kan man gå i gang med at optage, hvis man altså har husket at sætte et hukommelseskort i V-Mate.
Op til 48 timer på 4 GB
Man kan bruge SD, SDHC, miniSD, miniSDHC, microSD, microSDHC, RS-MMS, MMCplus, MMCmobile, Memory Stick samt Memory Stick PRO, Duo og PRO Duo i V-Mate, og man kan optage i MP4, 3GP og 3G2-formater i op til 640x480 punkters opløsning med 30 billeder i sekundet.
SanDisk lover op til 48,3 timers optagelse på et fire gigabyte kort, såfremt man optager i 3G2 (H.263 codec) med 160 kbps bitrate, men i takt med at man øger kvaliteten, falder antallet af optagetimer naturligvis.
Nemt at optage til hukommelseskort
V-Mate er som nævnt ment til mobilbrug, og derfor er der i opsætningsmenuen mulighed for at vælge optagekvalitet til mobiltelefoner, Sony PSP eller pc/tv.
Førstnævnte er laveste opløsning til de helt små telefonskærme, og vælger man Sony PSP, får man selvfølgelig en optagelse, der passer til dennes skærm.
Vælger man pc/tv, får man maksimal opløsning, og det er faktisk helt pænt omend ikke så godt som en dvd-optager. Man kan også manuelt indstille opløsninger og framerate med videre, hvis man har specielle behov.
Der kan times op til 99 optagelser, og V-Mate kan også bruges til at afspille videoer på tv'et. Det er især smart, hvis man har optaget en video med mobiltelefonen og gerne vil se den på en stor skærm.
Det bedste af det hele er dog størrelsen og så det faktum, at der endelig eksisterer en nem og billig måde at optage tv ned på et hukommelseskort. Der er dog visse minusser, man må forholde sig til.
Konklusion: Sjov for alle pengene
Det absolut største irritationsmoment ved V-Mate er fjernbetjeningen, som kort sagt er elendig. Enten reagerer den ikke på, at man trykker på knapperne, eller også reagerer den alt for hurtigt eller følsomt, så man ender i menuer, man ikke ønskede. Den burde udskiftes til noget bedre.
Composite udgangssignalet på V-Mate er heller ikke så fantastisk. Man kan med mellemrum se vertikale skygger løbe ind over billedet, hvilket vidner om dårlig afskærmning eller lav komponentkvalitet eller et tredje problem. Vi er ikke elektronikteknikere, men kan kun konstatere, at SanDisk burde ofre lidt på dette kredsløb.
Endelig er det træls, at skærmen går helt i sort, mens man optager i pc/tv-kvalitet. Når man optager til mobiltelefonen, vises optagelsen i et preview-vindue i menuen, så man kan følge med, men ikke ved pc/tv-kvalitet. Dette er sandsynligvis et spørgsmål om regnekraft i V-Mate.
Konklusion: Sjov for alle pengene
V-Mate er fremtiden, og man kan kun håbe, at SanDisk laver en V-Mate 2, som er lidt bedre og har en meget bedre fjernbetjening. Med V-Mate kan man drømme om den dag, hvor mekaniske medier er ren fortid, og hvis man er lun på flashhardiske i notebooken og videokameraet, vil man elske V-Mate.
Når det er sagt, skal man også lige gøre sig klart, at V-Mate endnu kun er til mobil brug. Optagekvaliteten kan ikke konkurrere med en dvd-optager, og selv om hukommelseskort er på vej ned i pris, er dvd-skiver stadigvæk billigere.
Til 700 kroner er V-Mate dog så billig, at den giver fuld valuta og masser af sjov for pengene.