Hvis du af egen drift - eller inspireret af PC Worlds anmeldelse af OpenSUSE 10.2 har fået smag for de alternative operativsystemer, er det måske en idé at lægge vejen forbi de gamle flådearealer på Holmen i løbet af den kommende weekend.
Fredag og lørdag indtager open source-folket nemlig Kunstakademiets Arkitektskole i forbindelse med Linuxforum 2007.
En lang række virksomheder og brugergrupper vil udstille og hjælpe med allehånde tricks i løbet af dagene.
Ligeledes vil du kunne høre foredrag af Linux-eksperter om alt fra tilpasning af Linux-skrivebord til tips for de allermest hardcore kodesvende.
Som bonus kan du lørdag være heldig at vinde en PlayStation 3 eller den – for ægte Linux-nørder – nok mindst lige så interessante OpenMoKo-mobiltelefon.
Det koster hele 650 fuldfede danske kroner at få adgang begge dage, mens du kan nøjes med at slippe 175 kroner for indgang lørdag. Billetter købes på stedet.
Læs mere på www.linuxforum.dk.