En Hummer på skrivebordet

Vil man have markedets ­aktuelt mest veludstyrede bærbare pc, så er Toshiba ­Qosmio G30-163 svær at komme ­udenom.

En Hummer på skrivebordet

Toshiba Qosmio G30-163 er både stor, tung og rasende kostbar. Blev maskinen genfødt som bil, ville der stå Hummer H1 Alpha på bagsmækken, og således har vi også skudt os nøje ind på målgruppen: Dem, der bare ikke kan få nok.

Hvis man på den anden side er ude efter en maskine med 17 tommer bredformat display og indbygget HD-DVD-drev, så bliver det nødvendigvis stort og dyrt. Især fordi skærmen har en opløsning på hele 1.920 × 1.200 pixels. Men er det ikke nok, sidder her også HDMI-udgang, så man kan få HD-signalet op på sin fladskærm.

Toshiba positionerer maskinen som et multimediecenter, og det er i sjælden grad berettiget. Et GeForce Go 7600 grafikkort med 256 MB dedikeret hukommelse sikrer, at her er saft nok til både film og spil.

Også lydmæssigt er maskinen godt med, idet kombinationen af en 1-bits digital forstærker og indbyggede Harmann/Kardon-højttalere giver det – uden sammenligning – bedste lydbillede, undertegnede nogensinde har oplevet på en bærbar computer.

I øvrigt skal nævnes, at volumenkontrollen er et rammemonteret metalhjul med en diameter på godt tre centimeter. Overflødigt? Ja, i dén grad. Men en fin detalje.

Husk lige grundformen

Nu er det naturligvis lige flot nok at kalde Qosmio G30 for bærbar, for med en vægt på over 4,7 kilo skal grundformen være i orden, hvis man vil slæbe den rundt til daglig. Så det vil man næppe. Men som fuldfed desktop-erstatning udfylder den sin rolle til UG med kryds og slange.

Og så er den trods alt stadig mere bekvem at slæbe med til LAN-party end et minitower med tilhørende 19-tommer skærm og tastatur.

Her er 1 GB indbygget hukommelse, hvilket er acceptabelt, men ikke overvældende. Mere plads finder vi på de to identiske 120 GB harddiske, som man naturligvis kan RAID-konfigurere, hvis man har lyst til det.

Ydelsen fejler bestemt heller ikke noget. Vores testmaskine
var udstyret med en Intel Core Duo T2500 og nåede 4.219 point i benchmark-programmet PCMark05 og 3.706 point i måling af maskinens hardware-støttede OpenGL 3D-ydelse. Det er rigtig fint og svarer reelt til en spiloptimeret stationær computer fra foråret.

Vi målte batteritiden til 95 minutter med fuld processor-belastning, højeste lysstyrke på panelet og slukket Wi-Fi. Det er udmærket.

Ikke helt billig…

Men, som briterne siger, there’s no thing as a free lunch. Man kommer nemlig af med mindst 19.500 kroner med moms for dyret, og det er nu engang også en slags penge, uagtet at der medfølger både taske og fjernbetjening til multimediefunktionerne.

Den hampre pris skyldes dog primært det indbyggede HD-DVD drev, der vitterlig er en fin og opsigtsvækkende detalje, men næppe værd at betale 6.000-7.000 kroner ekstra for på nuværende tidspunkt.

Filmudvalget er trods alt stadig begrænset, og priserne på både HD-DVD- og Blu-Ray-drev vil efter alt at dømme styrtdykke over foråret. Om ikke andet, så når det forhåbentlig endelig lykkes Sony at lancere PlayStation 3 med indbygget Blu-Ray drev, og Microsoft – som forventet – sender et eksternt HD-DVD-drev på markedet til Xbox 360.

Det er dog alt sammen fremtidsmusik. Tilbage står blot at konstatere, at vil man have markedets aktuelt mest veludstyrede bærbare computer, så er Toshiba Qosmio G30-163 svær at komme udenom.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere