Det lille danske konsulenthus Open Business Innovation (OBI) er for alvor i gang med at gøre privatliv til et emne i den europæiske IT-debat.
Sammen med repræsentanter for IT-branchens sværvægtere som IBM, Ericsson og Siemens samt toneangivende universiteter har OBI fået plads i EU-Kommissionens "Privacy Network of Excellence".
Medlemmerne af dette netværk får gennem det næste års tid afgørende indflydelse på, hvordan EU?s forskningsprogrammer inden for IT og privatliv bliver udformet. For OBI?s stifter Stephan Engberg handler det om sikkerhed.
Nøgenhed
? Privatliv er en størrelse, der bedst kan sammenlignes med fysisk nøgenhed. Prøv at forestille dig de følelser af usikkerhed, der går igennem dig, når du stiller dig op nøgen midt i en forsamling af pænt påklædte mennesker, siger Stephan Engberg og fortsætter:
? Det styrer ubevidst vores adfærd. Vi agerer ud fra et behov for at opretholde kontrol og dermed frygt for misbrug af information om os. Identifikation fratager os denne kontrol.
Direkte på bundlinien
Stephan Engbergs definition af privatliv er non-linkability eller fraværet af nøgler til at forbinde identifikationsdata og andre data.
Problemet er efter hans mening bare, at vi som borgere og forbrugere er tvunget til at acceptere, at vi i stigende grad ikke kan beskytte vores privatliv i IT-sammenhæng.
? Derfor kan en virksomheds håndtering af kundernes privatliv mærkes direkte på bundlinien. Vi rådgiver vores kunder om, hvordan de styrker privatheden ved på én gang at lade kunder og klienter være anonyme og ansvarlige, fortæller Stephan Engberg.
? Det er vigtigt for mange virksomheder at blive gjort opmærksom på, at de skader deres kunderelationer ved at identificere kunden. Via virtuelle identiteter kan man undgå identifikation og få nemmere tilgang til de forretningsmæssigt værdifulde profildata. Privatliv er nøglen til at opbygge loyalitet, siger han.
Patentanmeldt løsning
OBI er en to år gammel virksomhed, der i dag har to fastansatte og en række løst tilknyttede. Stephan Engbergs egen baggrund for at kaste sig over en kommerciel udnyttelse af privatlivet er arbejdet med loyalitet i CRM-løsninger og e-forretning i tidligere job.
Selskabet har patentanmeldt sin ?End-to-End Privacy Infrastructure Solutions with Accountability?. En løsning der nemmest kan beskrives som en privacy gateway, der netop sikrer en pseudonymisering af kunder og klienter for dermed at eliminere risikoen for misbrug af persondata ved at beskytte identiteten.
Det var denne løsning, der i første omgang fik åbnet døre i Bruxelles. Med pladsen i Privacy Network of Excellence tager OBI skridtet fra ad hoc rådgivning af virksomheder til privatliv i det store perspektiv.
? Privatliv skal håndteres som cpr-systemer eller værdipapircentralen. Og i et land som Danmark skal de private virksomheder og offentlige institutioner samle kræfterne og bruge privatliv til at give Danmark et forspring i netværksøkonomien, siger han.