Med en omsætning på 44,5 milliarder kroner og et driftsresultat på tæt ved syv milliarder kroner i regnskabsåret 2000 er TDC ubetinget en af Danmarks og ikke mindst Europas mest succesfulde IT-virksomheder målt på bundlinien.
TDC er samtidig en af de virksomheder i branchen, der gør mest ud af at uddanne sine ledere. At de to ting hænger nøje sammen er personale- og organisationsdirektør Karsten Hetland fra TDC ikke i tvivl om.
- Vi tror på, at der er en sammenhæng mellem på den ene side et godt resultat og på den anden side god ledelse, kompetente medarbejdere og kundeorientering. Men om man i videnskabelig forstand kan måle det, strides de lærde stadig om, siger Karsten Hetland.
Analytiker: fornuftigt
Teleanalytiker Kenneth Graversen fra Enskilda Securities vurderer, at TDC ligger over gennemsnittet blandt de nordiske teleselskaber, når det gælder lederuddannelse.
- De har gjort en hel del for at løfte hele ledelsesniveauet op. De rigtig store selskaber informerer typisk ikke om deres uddannelsesprogrammer udadtil, men TDC ligger i hvert fald ikke i den dårlige ende, siger Kenneth Graversen.
TDC-koncernen består af syv selvstændige forretningsområder med mere end 16000 menige medarbejdere og 1200 gruppeledere og chefer med koncernchef Henning Dyremose i spidsen.
Uddannelse af medarbejdere har i en årrække været en integreret del af koncernens personalepolitik. Hver dag er 700 ansatte under uddannelse, og sammenlagt er telekoncernens medarbejdere i gennemsnit på skolebænken syv dage om året.
Lederuddannelsen er delt op i en basisuddannelse, som alle nyudnævnte ledere skal igennem, flere forskellige mellemlederuddannelser og et program for topcheferne. Derudover har TDC oprettet et introduktionskursus målrettet mod menige medarbejdere, der går med en leder-aspirant i maven.
Under basisuddannelsen lærer de kommende chefer blandt andet om koncernens forretningsområder, om kommunikation, ansættelsesregler, overenskomst, arbejdstidsregler og håndtering af konflikter.
Menneskelige kvaliteter
Desuden introduceres chef-aspiranterne for et sæt værdinormer, som er grundstenen i TDCs ledelsesfilosofi. En moderne leder skal nemlig ikke kun være fagligt kompetent og have sans for forretning og resultater.
Han skal i høj grad også besidde en række menneskelige egenskaber, forklarer underdirektør Steen Dalsgaard Sørensen, der er ansvarlig for uddannelsen af TDCs topchefer og ledertalenter.
- Lederrollen har været under forandring et stykke tid. Veluddannede unge mennesker i dag har en forventning om, at de får en individuel behandling. Lederen skal kunne håndtere den enkelte og gruppen samtidig. Det kan man kun, hvis man er vant til at arbejde med mennesker, siger han.
Ifølge Steen Dalsgaard Sørensen er det TDCs målsætning at rekruttere fire ud af fem ledere internt i koncernen. Dermed skabes en karrieremulighed for selskabets ansatte, hvilket igen er med til at øge motivationen.
TDC holder kortene tæt ind til kroppen når talen falder på penge, men teleanalytiker Kenneth Graversen vurderer, at der er tale om ?en forholdsvis stor investering? i lederuddannelsesprogrammer.
- De sendte på et tidspunkt 100-200 ledere på kursus i Schweiz. Jeg har hørt, at prisen pr. hoved var 50.000 ? 100.000 kroner, og det giver jo et pænt beløb. Men pengene er fornuftigt anvendt. I en telesektor, der bliver mere og mere dynamisk, er der behov for at lære nyt hele tiden, siger Kenneth Graversen.
Selvom personaleudviklingsdirektør Karsten Hetland ikke vil ud med, hvor mange penge TDC hvert år bruger på uddannelse af sine 1200 ledere, er han ikke i tvivl om, at indsatsen har givet bonus.
- TDC er blevet en bedre arbejdsplads. Vi er en attraktiv virksomhed at arbejde i, og vi ville heller ikke være nået så langt i vores kundeorientering, hvis ikke vi havde gjort det, siger han.
- Det er blevet sværere at være leder i dag på grund af det høje tempo i den teknologiske udvikling. Derfor er der brug for opmærksomhed omkring, at ledere er nøglepersoner. Og uddannelse er vigtig. Også for ledere, siger Karsten Hetland.
Lederuddannelsen i TDC
Alle nye ledere i TDC tilbydes et kursus i praktisk ledelse. Kurset er obligatorisk og varer i to dage. Formålet med kurset er at give de nye ledere en indsigt og viden, så de hurtigt kan løse de mest almindelige ledelsesopgaver i dagligdagen på en professionel måde.
Blandt emnerne på kurset er:
- Hvad er god ledelse i TDC, og hvilken rolle har den pågældende leder i forhold til den overordnede vision om at blive Europas bedste leverandør af teleløsninger.
- Hvordan er spillereglerne mellem ledelse og tillidsrepræsentanter.
- Overenskomstforhold.
- Løn og pensionsforhold.
- Arbejdstidsregler.
- Disciplinære forhold.
- Ansættelse/ afskedigelse.
- Håndtering af konflikter.
Udover kurset i praktisk ledelse har TDC et kursus i grundlæggende ledelse til mere erfarne ledere samt en række specialkurser, der blandt andet omfatter coaching, skabelse af teams og målsætning.
Særligt talentfulde yngre ledere med potentiale til at komme helt til tops i hierarkiet kan komme på et særligt Market Oriented Leadership Programme af lidt over en måneds varighed, mens selskabets øverste ledelse sendes på et Corporate Leadership Programme med blandt andet ledertræning, strategi og opbygning af interne netværk på programmet.