Aalborg-virksomheden Judex, Falck, Aalborg Sygehus og Nordjyllands Amts IT-Sundhed har fået bevilliget 1,2 millioner kroner i støtte til et digitalt projekt, der kan betyde forskellen på liv og død ved trafikuheld og alvorlig sygdom.
Det skriver Nordjyske Stiftstidende fredag.
Pengene er bevilliget af Det Digitale Nordjylland.
Projektet går ud på at udvikle en ny teknologi, der populært sagt knytter sygehuset og ulykkesstedet tættere sammen via mobiltelefonen.
Allerede i dag er mobiltelefonen flittigt benyttet af ambulancefolkene, men fremover kan de ikke kun få mundtlige instrukser fra sygehuset men også få overført for eksempel patientjournaler med oplysninger om medicinforbrug, skriver avisen.
I fremtiden vil det ifølge Nordjyske Stiftstidende også være muligt at bruge teknologien til at anvende web-kameraer, så en læge på sygehuset kan tilse patienten i ambulancen via levende billeder.