Det lykkedes mod forventning ikke at få en aftale i stand med en ekstern investor om at skyde en sum penge i Brandts-porteføleselskabet BusinessCast, og selskabet har derfor indgivet konkursbegæring til skifteretten i København.
Det oplyser Brandts i en meddelelse til Københavns Fondsbørs onsdag eftermiddag. Det meddeles ligeledes, at konstitueret administrerende direktør Michael Albrechtslund skifter sit job i Brandts ud med en direktørstilling hos Sparinvest Fondsmæglerselskab.
Brandts havde godt fem millioner kroner i klemme i BusinessCast. På grund af Brandts' betalingsstandsning har det ikke været muligt at tilføre selskabet mere kapital, selvom BusinessCasts fremtid tegnede lovende efter et positivt 4. kvartal.
Der er dog også et enkelt mindre lyspunkt. Med virkning fra 21. december er det lykkedes Brandts at sælge sin aktiepost i selskabet Ivanoff Interactive. Selvom prisen kun har været på 300.000 kroner - hvilket svarer til halvdelen af aktiekapitalen - løses Brandts fra en kautionsforpligtelse overfor selskabet.
Brandts har i alt investeret syv millioner kroner i Ivanoff.