440 danske ansatte bliver ofret i forsøget på at få den svenske telegigant Ericsson på ret køl efter længere tids katastrofekurs. Massefyringerne i Danmark er led i et globalt effektiviseringsprogram, der skal trimme koncernen på verdensplan, oplyser Ericsson Danmark i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Blandt de aktiviteter, der bliver ramt, er udviklingsafdelingen og globale service og support-funktioner samt administration.
Indenfor udvikling vil hovedparten af aktiviteterne i København og Aalborg blive overført til Ericsson-centre i andre lande. I alt 310 ansatte mister jobbet i udviklingsafdelingerne.
Indenfor support og administration ruller 130 hoveder.
Fortsat udvikling i Danmark
Ericsson oplyser, at der stadig på trods af nedskæringerne vil blive udviklet nye produkter i Danmark. Det gælder blandt andet udvikling af call centre og managementsystemer i København samt udvikling af telefoncentraler, som foregår i Struer.
Der vil også fortsat foregå protokol-udvikling og udvikling af radiokæde-produkter med udgangspunkt i henholdsvis Århus og Vedbæk.
I september fyrede Ericsson i Danmark 80 medarbejdere i forbindelse med en sammenlægning af salgs- og marketingafdelingerne i de nordiske lande.
I alt har Ericsson varslet fyringer af 10.000 medarbejdere, hvoraf størstedelen er realiseret på nuværende tidspunkt.