Indhold
Hvis alle pakker udstyres med en lille radiosender i form af en RFID-chip, der på dansk kaldes en radiobrik, så bliver det nemmere at holde rede på dem. Den trådløse "stregkode" gør det muligt for sorteringsudstyret på postkontorerne at finde ud af, hvor pakken skal hen, og både afsender og modtager kan altid få at vide, hvor pakken aktuelt befinder sig.
Nu vil Microsoft ind på markedet for RFID-teknologi. Firmaet vil sælge RFID-udstyr med tilhørende software til postvæsenet - i første omgang i Taiwan og Indien.
Med Microsofts RFID-software kan afsenderen få en besked via MSN Messenger eller en SMS, når pakken er dukket op hos modtageren.
Mens Microsoft selv står for software-delen, skal firmaer som Texas Instruments levere den nødvendige hardware. Radiobrikker kan fremstilles i mange størrelser, lige fra mikroskopiske chips, der måler 0,4 millimeter på hver led, til langt større enheder. I tilfældet med Microsoft er radiobrikken inklusive antenne på størrelse med et spillekort, og den er lige til at klistre på pakken.