Irland har gennem mange år været et populært sted for it-giganter at placere deres europæiske datacentre.
Således huser Irland i dag strømslugende hyperscale-datacentre fra blandt andet Meta, Google og Amazon.
Den enorme vækst i antallet af datacentre i Irland betyder ifølge den britiske avis The Guardian, at de udgør en trussel mod Irlands forpligtelser om at nedbringe landets CO₂-udledninger.
I en ny rapport vurderer en række eksperter, skriver The Guardian, at datacentrene i perioden fra 2017 til 2023 har brugt lige så meget energi, som landets vindmøller og solcelleparker har produceret i samme periode.
“Datacentre vokser langt hurtigere end den vedvarende energi, der skal bruges til at dække deres energibehov,” siger Hannah Daly, professor i vedvarende energi og energisystemer ved University College Cork, til The Guardian.
Stigende forbrug
Hun har desuden fundet frem til, at de enkelte datacentres elektricitetsforbrug er steget med 22,6 procent siden 2015, mens det for andre brancher blot er steget med 0,4 procent.
Central Statistics Office, der er Irlands svar på Danmarks Statistik, offentliggjorde tidligere på året tal, der viste, at datacentrene i 2015 stod for fem procent af landets samlede energiforbrug. Men i 2023 var det tal vokset til hele 21 procent.
I 2030 forventes det, at udbredelsen af kunstig intelligens, der stiller helt nye krav til regnekraften i datacentrene, vil få elektricitetsforbruget til at stige yderligere. Dette vil betyde, at datacentrene vil bruge mere elektricitet end den samlede industri i Irland i scenarier med høj efterspørgsel.