Indhold
En lang række af produkterne fra RealNetworks rummer et par fejl, der gør computeren sårbar over for angreb udefra.
Real-programmer til både Windows, Mac og Linux er ramt af fejlen. På Windows-platformen er RealPlayer version 10 og 10.5, RealOne Player v1 og v2, RealPlayer 8 og RealPlayer Enterprise fejlbehæftet.
Fejlene, der er af typen buffer-overløb, kan udnyttes, hvis brugeren forsøger at afspille en specielt udformet WAV- eller SMIL-fil, og så kan angriberen få fri adgang til at afvikle kode på offerets computer.
De kritiske sikkerhedshuller kan lappes med opdateringer, som kan hentes fra RealNetworks. Windows- og Mac-brugere kan benytte funktionen Check for Update.
Man kan læse mere om fejlene hos RealNetworks og hos det danske sikkerhedsfirma Secunia.