Indhold
AMD's Turion 64-processor til slanke og lette bærbare pc'er er godt nok ikke kommet på markedet endnu, men det forhindrer ikke VIA i at lancere chipsættet K8N800A til processoren. Chipsættet kan dog også bruges til bærbare pc'er med AMD's Mobile Athlon 64 eller Mobile Sempron.
K8N800A udmærker sig ved at have lavt strømforbrug og integreret grafik. Med Turion 64 og det nye chipsæt mener AMD og VIA at have et rigtig godt alternativ til Intels Pentium M og tilhørende Mobile Intel 915 Express chipsæt.
Grafikdelen i K8N800A udgøres af en S3 UniChrome Pro 128-bit grafikprocessor med indbygget MPEG-2-decoder. Chipsættet understøtter dog også AGP 8x, hvis man foretrækker en anden grafikløsning.
Intel har haft stor succes med Centrino-platformen, hvor en forholdsvis hurtig processor med lavt strømforbrug kombineres med et chipsæt og et trådløst netværkskort. Nu vil AMD og samarbejdspartnere som VIA og ATI også have en bid af denne kage.
Det vides endnu ikke, hvornår AMD sender de første Turion 64-processorer på gaden, men det kan ikke vare længe. Der er sandsynligvis blot tale om et nyt navn til de Mobile Athlon 64-processorer, der bruger mindre end 35 watt.