Indhold
Hurtig integreret 3D-grafik i høj kvalitet har hidtil været en mangelvare i bærbare pc'er med AMD-processorer som Mobile Sempron og Mobile Athlon 64, men nu har ATI lanceret chipsættet Radeon Xpress 200M, der giver disse pc'er DirectX 9-grafik. Desuden har chipsættet understøttelse af busteknologien PCI Express.
Chipsættets grafik har en ydelse i klasse med den, et Radeon X300-grafikkort kan give. Det betyder, at mange forbrugere vil kunne spare udgifterne til en separat grafikchip i den bærbare pc. Integreret grafik giver nemlig en billigere bærbar.
Radeon Xpress 200M byder ikke bare på flot grafik, men også på lavt strømforbrug. ATI har brugt strømstyringsteknologien Powerplay 5.0, så strømforbruget sænkes, når behovet for hurtig 3D-grafik ikke er til stede.
Chipsættet er oplagt til kompakte bærbare pc'er med den kommende AMD Turion 64-processor, der skal konkurrere mod Intels Pentium M.