Systematic, der sælger alt fra udstyr til jagerfly over elektroniske patientjournaler til NATO-godkendte kurser inden for elektronisk krigsførelse, har haft en næsten ubrudt fremgang gennem 20 år.
"Nu mærker vi også en snert af krisen," siger Systematics administrerende direktør Michael Holm, der bekræfter, at selskabet netop har afskediget "to-tre medarbejdere."
Direktøren vil ikke præcisere antallet, men han siger, at der er tale om mindre end en procent af selskabets samlede arbejdsstyrke og vil gerne fortælle, hvad der ligger bag.
"Projekter bliver udskudt, og beslutningstagere tøver med at underskrive kontrakter. Hvis der ikke er penge på budgettet, så starter man ikke projekter, selvom behovene er der," siger Michael Holm.
Klemte budgetter
Systematic har mange offentlige kunder, og både Forsvaret og politiet er klemt på budgetterne, og det må Systematic ifølge direktøren "lære at leve med".
Computerworld skrev ellers så sent som i februar, at en "enkelt finanskrise stopper ikke Systematic", men selv på det tidspunkt måtte selskabet erkende, at væksten ikke levede op til forventningerne.
Michael Holm har tidligere sagt til Computerworld, at han forventede, at omsætningen ville vokse med 15-20 procent fra regnskabsåret 2006/07 til 2007/08, men måtte nøjes med 11 procent, hvilket i tal var lig en vækst fra 338 til 375 millioner kroner.
Tjener mindre i år
Der er ifølge direktøren ikke planlagt yderligere fyringer, og han forventer, at Systematic omsætningsmæssigt i regnskabsåret 2008/09 når samme niveau som sidste år.
"Men vi får ikke samme indtjening, det kan vi se nu, og det skyldes, at meget af vores forretning er licensbaseret, og når projekterne skydes, så kommer pengene ikke ind," siger Michael Holm og tilføjer:
"Vi er ramt af krisen lige som alle andre. det er selvfølgelig ærgerligt, men der er bare ikke de penge i omløb, som der var tidligere."