Byretten i Stockholm tvang i går det stormombruste pirat-helle The Pirate Bay af internettet efter pres fra flere amerikanske film- og musikproducenter.
Retten gik til Pirate Bays teleselskab Black Internet og truede med en bøde på en halv million svenske kroner, hvis ikke teleselskabet klappede hælene sammen og kappede forbindelsen til The Pirate Bay.
"Afgørelsen blev truffet i retten fredag, men nåede først frem til i dag, og vi har besluttet at rette os efter den […] Vi er en lille operatør, og vi har ikke de finansielle midler til at forfølge sagen," sagde direktør hos Black Internet Victor Möller til Computerworlds svenske søsterblad, Computer Sweden.
Pres fra film- og musikindustrien
Beslutningen i Stockholms byret daterer sig tilbage til april og maj, da film- og musikindustrien gik juridisk i flæsket på The Pirate Bay og først fik tilkendt erstatning på 30 millioner svenske kroner og samtidig dømt piratbugtens fire ophavsmænd til hvert et års fængsel.
Men film- og musikbranchen mente ikke, at straffen var hård nok og ankede i maj dommen, og krævede Pirate Bay og Black Internet straffet for brud på ophavsretten.
Pirate Bay-stifter Peter Sunde kunne ikke leve op til sin tidligere udtalelse om at træde tilbage som talsmand. Han udtaler via sin Twitter-profil, at det åbenbart er ulovligt at levere internetforbindelse i Sverige.
Oppe igen efter tre timer
Folkene bag The Pirate Bay oplevede en lignende situation i foråret 2006, hvor sitet også blev hevet af nettet.
Derfor var de forberedt på, at en tilsvarende aktion kunne finde sted. Og selv om Black Internet er de svenske piraters største leverandør, fik de gang i sørøverskibet igen på nye IP-adresser efter tre timers nedetid.
"Mafiaa (Den amerikanske musik- og filmindustri, red.) har brugt millioner af dollars og uendelig meget tid på at få os trukket af nettet. Vores gæt er, at de også har bestukket bare en smule for at kunne bryde så mange love, ikke kun i Sverige, men også i EU, for ikke at nævne brud mod menneskerettigheder. Og hvad har de at fremvise? Tre timers nedetid," lyder det på The Pirate Bays blog.
Torrent-sitet The Pirate Bay har længe været et stormombrust helle for musik- og filmpirater fra hele verden. Senest har piratbugten fået global medieomtale, da det kom frem, at det svenske software-selskab Global Gaming Factory X ville købe selskabet for 41 millioner kroner.
Siden er det kommet frem, at handlen måske falder fra hinanden, fordi direktøren fra Global Gaming Factory X har mere end almindeligt rod i sine regnskaber.
Beslutningen om endelig at købe The Pirate Bay er lagt ud til Global Gaming Factory X-aktionærerne, der tager stilling til købet på torsdag.