Det tidligere danske IP-selskab Skype har indrømmet, at virksomhedens kinesiske venture-rselskab TOM-Skype har scannet tekstbeskeder for politisk følsomme nøgleord.
De sensitive chat-beskeder er blevet gemt sammen med personlige oplysninger om de kinesiske TOM-Skypebrugere.
Offentligheden samt ikke mindst den knesiske regering har haft let adgang til de servere, hvor oplysningerne ligger gemt.
Det skriver eweek.com, efter Toronto Citizen Lab forskede i tekstbeskeder mellem TOM-Skypebrugere og Skype-brugere.
Sket uden Skypes viden
Venture-selskabet TOM-Skype fra 2006 består dels af Skype og dels af TOM Online, der er et populært kinesisk mobil- og interselskab.
Overvågningen og registreringen af brugere, der eksempelvis sender beskeder om Dalai Lama , taiwanesisk uafhængighed eller den nyreligiøse bevægelse Falun Gong, er ifølge Skype sket uden selskabets egen viden.
Skype har indtil sagen om de gemte beskeder troet, at følsomme politiske beskeder kun blev blokeret i chatten.
Den eBay-ejede Skype-virksomhed har derfor allerede været fremme i medierne og undskylde sin indblanding i overvågningen.
"Vi vil diskutere med Tom, om chats skal gemmes og uploades i fremtiden," siger talspersonen Jennifer Caukin fra Skype til eweek.com.
Barnlige bortforklaringer
Professor og leder af Center for Internetforskning ved Århus Universitet Niels Ole Finnemann finder Skypes forklaring en anelse tynd.
"Det er jo helt ubegribeligt uprofessionelt, hvis Skype ikke har vidst, at oplysningerne blev gemt på servere, og blandt andre den kinesiske regering har let adgang til både beskeder og brugernavne," siger han til Computerworld.
Niels Ole Finnemann sidestiller Skypes bortforklaring med børn i en skolegård, der peger fingre ad hinanden for at give skylden videre.
"Vi har jo før set eksempelvis Google gå på kompromis med sin egen censur-politik i Kina for at komme ind på markedet, og måske er Skype ude i det samme," lyder det fra Niels Ole Finnemann.
Han understreger, at den slags overvågning har enten har Skype været klar over overvågningen fra starten ellers har TOM brudt kontrakten mellem de to selskaber.
"Hvis ikke Skype lægger sag an mod TOM for kontraktbrud, så tyder meget jo på, at Skype lige nu bare vader i bortforklaringer i en meget alvorlig sag," fastslår Niels Ole Finnemann.