Norriq Danmark nøjes ikke med at være forretningspartner med Microsoft, men går også efter selskabets chefer.
Således vælger Microsoft Danmarks nuværende salgsdirektør for ERP-produktet Dynamics, Jakob Schou, at forlade sin chefstilling til fordel for posten som administrerende direktør for Norriq Danmark.
Hos Norriq refererer Jakob Schou til koncernchef Bo Martinsen, der selv har en fortid som partnerchef i Microsoft.
Den hidtidige direktør for Norriq Danmark, Bjarne Søballe, træder ind selskabets koncernledelse, hvor han får titel af vicepræsident med ansvar for forretningsudvikling.
Resultat styrtdykker
Selv om Norriq Danmarks bruttoresultat vokser, så faldt resultatet såvel før som efter skat sidste år til en tiendedel i forhold til året før.
"Vi har lagt tre-fire virksomheder sammen og brugt mange penge på interne procedurer og navneskift, og vi holder os inden for planer og budgetter," siger Bo Martinsen, koncernchef, Norriq Danmark.
På trods af den pauvre indtjening i 2007 er koncernchefen meget optimistisk og afslører, at Norriq Danmark indtil videre er tre en halv million kroner foran budget på dækningsbidrag i forhold til det budget, investorerne blev præsenteret for.
Lagde ud med Munk IT
Den første april 2007 startede Norriq op i Danmark med at overtage Munk IT og købte efter få måneder C5-forhandleren Conzern og derefter Senseit. I dag mener selskabet at være Danmarks største Microsoft Dynamics C5-leverandør og blandt de førende inden for Dynamics NAV.
Planen er nu at øge Norriqs markedsandel i Danmark og derudover rette blikket mod det europæiske ERP-marked for små og mellemstore virksomheder. Og her kommer den nye direktørs erfaringer til sin ret.
Jakob Schou har et betydeligt produktkendskab og massiv erfaring inden for ERP-produkterne Microsoft Dynamics C5 og NAV. Foruden hans mange år i det danske Dynamics-marked har Jakob Schou arbejdet sammen med den internationale ledergruppe på Microsofts Dynamics-området.
Udstationeret i Canada
I den forbindelse var Jakob Schou udstationeret flere steder i verden - senest som konsulent og rådgiver i Canada i foråret 2008. Her arbejdede han på den canadiske treårsplan for Dynamics. Med jobskiftet går Jakob Schou nu fra producent- til leverandørsiden.
"Jeg glæder mig utrolig meget til at tage fat på arbejdet i Norriq Danmark, der skal være rollemodel for de kommende landekontorer. Vi opererer også i et marked, hvor succesen for Microsofts kommende produkter hviler på partnernes omstillingsparathed og evne til innovation," siger Jakob Schou.
Konkurrenterne finder Norriq Danmark især blandt den brede skare af Nav- og C5-forhandlere og ifølge Bo Martinsen render Norriq også ind i Columbus IT, EDB Gruppen og Tectura, når der skal kæmpes om ordrer.
I øjeblikket råder Norriq Danmark over godt 190 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Odense, Kolding, Silkeborg og Aalborg.