Den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt nægter at skrotte den omdiskuterede svenske overvågningslov, oplyser Sveriges Television.
I juli var seks borgerlige politikere fra Riksdagen efter en måneds intens debat klar til at rive den omstridte lov i småstykker, mens 14 borgerlige kommunalpolitikere fra statsministerens eget parti i denne uge øgede presset og krævede samme skæbne for loven.
Men den svenske overvågningslov bliver ikke til konfetti. Det slår Sveriges statsminister fast overfor Sveriges Television.
"Den dag svenske interesser bliver udsat, så vil det svenske folk spørge, hvorfor vi ikke har advaret, så det kunne forhindres. Og det er dette, som er meningen med signalaflytningen," siger Fredrik Reinfeldt.
Lydhør for forslag
Alligevel vil den svenske statsminister lytte til kritikken af overvågningsloven. Den svenske Riksdag har allerede bestilt en række ændringer, som skal forbedre persondatabeskyttelsen.
"Jeg er parat til at se på og lytte til flere af denne slags forslag," siger Fredrik Reinfeldt til Sveriges Television.
De 14 kommunalpolitikere opfordrede mandag i et debatindlæg i avisen Dagens Nyheter den svenske regering at udarbejde et nyt lovforslag, som ikke giver Försvarets Radioanstalt lov til at aflytte borgere uden forudgående mistanke om lovovertrædelser.
Samtidig fortæller de, at de dagligt møder vælgere, som stiller spørgsmålstegn ved loven.
Den svenske overvågningslov har siden vedtagelsen den 18. juni også skabt politisk debat i Danmark.
Blandt andet er justitsminister Lene Espersen (K) gået ind i sagen om den svenske overvågning, efter at videnskabsminister Helge Sander (V) og statsminister Anders Fogh Rasmussen har afvist at efterkomme en appel fra brancheorganisationen ITEK om en garanti mod svensk overvågning af danske interesser.