Danske virksomheders it-budgetter stryger i vejret.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik brugte danske virksomheder med mindst 10 ansatte 37,4 milliarder kroner på it-udgifter i 2006.
Det er en stigning på 4,6 milliarder kroner eller 14 procent i forhold til året før.
It-udgifter omfatter udgifter til hardware, software, it-uddannelse, øvrigt it-udstyr samt it-serviceydelser.
Netop serviceydelser er højdespringeren blandt it-udgifterne i de danske virksomheder.
Hele 46 procent af it-budgetterne går nemlig til it-serviceydelser, 23 procent går til indkøb af software, fulgt af hardware med 20 procent og øvrigt it-udstyr med 10 procent, mens it-uddannelse står for en procent af it-udgifterne.
Finansiering og service trækker læsset
Den største forbruger af it er branchen for finansiering og forretningsservice, der blandt andet omfatter it-konsulenter, banker og forsikringsselskaber.
45 procent af de samlede it-udgifter eller godt 17 milliarder kroner stod branchen for i 2006.
Næststørste branche er transport, post og telebranchen med 17 procent eller 7,5 milliarder kroner af det samlede it-budget.
Samtidig er der en tendens til, at jo større virksomheden er, des relativt flere penge bruges der på it-serviceydelser.
I virksomheder med mindst 100 ansatte udgør udgiftsposten halvdelen af it-budgettet, mens den tilsvarende andel i selskaber med 10 til 49 og 50 til 99 ansatte udgjorde henholdsvis 26 og 39 procent.
Til gengæld bruger de mindste virksomheder forholdsmæssigt flere penge penge på hardware og software end større virksomheder.
Virksomheder med mindst 100 ansatte står dog for hele 81 procent af de samlede it-udgifter.