Forleden gik Telias mobilnet i hovedstaden delvist i sort og medførte, at mange af selskabets kunder i København ikke kunne ringe og modtage opkald på mobilen.
Telias pressechef fortalte til Computerworld, at man regnede med, at det skyldtes strømsvigt.
Det kan selskabets tekniske direktør Henrik Juel Nielsen nu bekræfte.
"Det drejede sig om et strømsvigt på hovedswitchen på vores lokation i Ørestaden. Først svigter et køleanlæg, så sætter UPS'en (Uninterruptible Power Supply eller nødstrømsanlæg) ud, og i og med at tingene er kablet forkert op, virker redundanten ikke og så ryger hovedswitchen," fortæller Henrik Juel Nielsen til Computerworld.
"Det er en meget beklagelig situation, og vi har kunnet konstatere, at hovedswitchen ikke var koblet op, som vores instruktioner dikterer," siger Telias tekniske direktør.
"Sådan noget må selvfølgelig ikke ske, og jeg er også sikker på, at der ikke er problemer andre steder."
Alle knudepunkter tjekkes
Alligevel tjekker Telia nu alle selskabets fem knudepunkter på Amager, i Ørestaden, i Aalborg, Århus og Odense, for at se om der er andre steder, hvor installationen ikke er foretaget rigtigt og for at sikre, at der ikke sker strømsvigt på samme måde igen.
Telias tekniske direktør kan dog på nuværende tidspunkt ikke sige, hvordan det kan gå til, at installationen ikke er lavet rigtigt.
"Vi er i gang med at undersøge, hvad der er sket, for vi har jo faste installationsprocedurer med vores faste underleverandører, der installerer det, så der forskes stadig i, hvor det er gået galt, men du kan være sikker på, at det kommer ikke til at ske igen," siger Henrik Juel Nielsen.
Manglende bystrøm
Normalt forsynes en switch med strøm direkte fra bystrøm og fra en UPS, og i dette tilfælde var begge switchens ben forsynet fra UPS'en.
"Den skal jo have bystrøm også, UPS'en kører både på batteri og dieselgenerator, men hvis UPS'en går ned, er det klart, den går videre på bystrøm, men hvis den ikke er koblet op, så ryger switchen ned. Vi løste problemet ved at bypasse systemet, så det kunne køre på bystrøm," siger Henrik Juel Nielsen.
Og Telia er nu ved at få sat systemet op, så det kører "efter bogen".
"Der skal være to indføringer, en fra bystrømmen og en fra nødstrømsanlægget. Og det er ikke særlig svært. Det er to kabler," siger Henrik Juel Nielsen.
Helt præcist hvor mange kunder, der var berørt af nedbruddet er man dog endnu ikke klar over, da Telia i første omgang koncentrerede sig om at få nettet op at køre igen.