Flere af de største amerikanske teknologivirksomheder har lettet trykket på gaspedalen og skærer ned på udviklingsbudgetterne.
Det fremgår af en opgørelse, som Financial Times har udarbejdet på baggrund af selskabernes regnskaber.
Opgørelsen viser, at de 10 virksomheder, der bruger flest penge på research og udvikling, i 2007 øgede udviklingsbudgetterne med samlet 4,1 procent mod en stigning i selskabernes samlede omsætning på mere end ni procent.
Til sammenligning blev de samme virksomheders udviklingsbudgetter i 2006 øget med 11,6 procent.
Begge tal er dog eksklusiv Google.
Dermed ligger de amerikanske virksomheder på linje med en ud af fem danske it-chefer, som i en undersøgelse foranlediget af Computerworld svarer, at de har fået skåret i it-budgetterne for 2008.
Analytikere siger til Financial Times, at man skal passe på med at konkludere noget på tal fra et enkelt år, men at it-virksomheder typisk oplever større udsving i udviklingsbudgetterne, når markederne går nedad.
FORTSÆTTES
Selv pengemaskinerne skærer ned
Opgørelsen fra Financial Times viser, at selv virksomheder, der er gået mod strømmen og tjener styrtende med penge som for eksempel Microsoft, har droslet ned på udviklingsbudgettet.
Hos både Microsoft og Cisco faldt research- og udviklingsbudgetterne i forhold til omsætningen således med mindst et procentpoint sidste år.
Blot en håndfuld af de virksomheder, der bruger flest penge på udvikling, oplevede en stigning af research- og udviklingsomkostningerne i forhold til omsætningen sidste år.
Men for to af disse, Motorola og Texas Instruments, skyldtes stigningen ikke, at man brugte flere penge på udvikling, men derimod et fald i omsætningen.
Google og EMC går den anden vej
Søgegiganten Google gik dog den modsatte vej med en kraftig stigning i research- og udviklingsomkostningerne på 73 procent, så selskabet sidste år brugte knap 10 milliarder kroner på udvikling.
Det bragte samtidig for første gang selskabet ind på top ti-listen over de amerikanske virksomheder, der bruger flest penge på udvikling.
Med den store stigning svarede udviklingsbudgettet sidste år til 13 procent af selskabets omsætning.
Også EMC's udviklingsomkostninger steg sidste år. En 20 procents stigning betød, at selskabet sidste år brugte godt 7,3 milliarder kroner på udvikling.