En tynd kop te.
Sådan betegner HK den it-politiske redegørelse som teknologi- og videnskabsminister Helge Sander sendte ud op til påske.
Redegørelsen tager ikke fat i problemerne på it-sikkerhedsområdet, og den tager heller ikke fat på danskernes manglende it-kompetencer, lyder kritikken.
"Regeringen kommer med en masse udmeldinger, men vi synes ikke, at det bliver fulgt af initiativer," siger Karin Bancsi, næstformand i HK og medlem af Videnskabsministeriets it-sikkerhedspanel.
Den it-politiske redegørelse er ministerens status på det forgående år og en opsamling på nogle af de målsætninger, som regeringen har sat.
I den nye redegørelse fokuserer Helge Sander især på, at der i år skal satses på kvalitet i servicen for borgerne, it-sikkerhed og it-færdigheder.
Initiativ på uddannelserne
Et af HKs kritikpunkter er, at redegørelsen ikke nævner overvejelser om et råd for it-sikkerhed.
Karin Bancsi savner også konkrete tiltag, som kan bringe it-uddannelsen både i den brede befolkning og på specialistområdet op på et højere niveau.
"Vi ville gerne se nogle initiativer til at få uddannelsen op på et højere niveau," siger Karin Bancsi, som pointerer, at det ikke er nok at tale om nye ideer.
"Der bliver talt i tide og utide om, at vi skal være konkurrencedygtige på det her område, men der er meget lidt handling. Der skal jo også afsættes nogle ressourcer, hvis man vil gøre noget," siger hun.
Samtidig mener HK, at Helge Sander smykker sig med lånte fjer, når redegørelsen fremhæver, at der vil komme lavere priser på mobiltelefoni.
De lavere priser skyldes ifølge HK udelukkende EU-krav.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra IT- og Telestyrelsen, der står bag redegørelsen.