På trods af flere bredbåndskunder, flere mobilkunder og fremgang for TDC's kabeltv-forretning, faldt TDC's resultat i 2006 med næsten 30 procent (28,5 procent) i forhold til året før og landede på 3,4 milliarder kroner.
Faldet skyldes ifølge en pressemeddelelse fra TDC "den ændrede kapitalstruktur, som medfører øgede renteudgifter"
Det betyder, at forklaringen skal findes hos de fem kapitalfonde, der ejer TDC's ejer, Nordic Telephone Company Holding, og som købte TDC for 67 milliarder kroner i fjor.
Kapitalfondene finansierede købet ved lån, og nu sidder de tilbage med massive renteudgifter.
TDC regner med, at renteudgifterne også vil tynge næste års resultat (2007), som forventes at falde med mellem 5 og 10 procent, da 2007 bliver det første hele regnskabsår under kapitalfondenes ejerskab.
Det massive fald i indtjeningen kan dog ikke ødelægge TDC's gode humør over en fremgang på det danske marked.
"Det danske marked er afgørende for TDC’s fremtidige succes, og derfor er det tilfredsstillende, at TDC bliver ved med at tiltrække flere kunder i Danmark, selv om konkurrencen er hård, siger TDC’s administrerende direktør og koncernchef Jens Alder i en pressemeddelelse.
Han slår dog fast, at der er er brug for yderligere effektiviseringer.
"For at fastholde væksten fokuserer vi målrettet på at forbedre vores kundeservice og udvikle nye kundevenlige tjenester. Derudover er det afgørende, at vi fortsat effektiviserer og strømliner vores forretning," siger han.
I 2006 fik TDC 32,5 procent flere bredbåndskunder i Danmark, så antallet af kunder nu er næsten 1,2 millioner. Antallet af mobilkunder steg med 7,5 procent til 2,8 millioner, mens antallet af kabel-tv-kunder voksede med 2,9 procent til 1,1 millioner.
TDC har nu i alt 7,8 millioner kunder i Danmark, hvilket svarer til, at hver dansker næsten har halvandet kundeforhold hos TDC.