Underholdningen invaderer mobiltelefonen

Teleselskaberne og underholdningsindustrien har skabt et kommercielt samlingspunkt i mobiltelefonen, der er blevet en markant platform for musik, spil og tv. Vi har kun set toppen af isbjerget, siger forsker.

Spil, tv-serier, film, musik, billeder og ringetoner.

Mobiltelefonen er ikke længere blot til at tale i, den er blevet en markant underholdningsplatform, der hvert år genererer milliarder af kroner på internationalt plan.

Både teleoperatører, mobilproducenter og hele underholdnings-industrien satser på at tjene penge ved at føre diverse former for underholdning og indhold ind på mobiltelefonen.

- Udviklingen er kun i sin vorden, hvis man kigger globalt på den her tendens. Heller ikke herhjemme har vi set ret meget mere end toppen af isbjerget endnu, siger Mark Lorenzen, lektor på Copenhagen Business Scholl og leder af forskningscentret imagine Creative Industries Research.

Alle vil med på vognen

I Danmark har TDC netop lanceret en musikbutik til mobiltelefonen, hvor man kan købe en sang for otte kroner plus prisen for at hente den ned.

TV2 har meldt ud, at man vil lave et nyt selskab, TV2 New Bizz, hvor man vil satse på mobil-tjenester og blandt andet tv-serier til 3G-telefoner.

Hos Telia satser man stort på SurfPort, en mobil internetportal, der giver kunderne adgang til en lang række mobile tjenester, og nu er teleselskabet også netop gået sammen med filmselskabet Zentropa og Fourth Screen om at sælge tv-serien Klovn og film som Bænken på hukommelseskort til mobiltelefoner.

- For vores forretning drejer det sig selvfølgelig om at tjene flere penge, men det drejer sig også om, at kunden skal have en oplevelse af, at en mobiltelefon ikke længere bare er en telefon, siger Søren Krogh-Nielsen, der er direktør for Product Management i Telia Danmark.

- Faktisk tror jeg, at man om nogle år slet ikke vælger telefon ud fra, at der skal tales i den – det handler lige så meget om alle de andre ting, den kan bruges til.

Satser på mange platforme

Det scenarium ser Mark Lorenzen fra CBS også.

- Hvis du kigger på Indien, hvor der kommer en million nye mobilabonnenter om måneden, så er der meget, der tyder på, at hele bølgen drives af middelklassens børn, som køber mobilerne som underholdningsmaskiner mere end som egentlige telefoner, siger han.

Den situation har underholdningsindustrien ikke været længe om at udnytte.

Mark Lorenzen forklarer, at man skal tænke nye produkter ind på så mange forskellige platforme som muligt - og der spiller mobiltelefonen en stor rolle.

- Det tydeligste tegn på det, er de store Hollywood-film, der sjældent kan løbe rundt af sig selv. Det handler om at nå break-even, og så tjener man pengene på for eksempel at videresælge filmen til mobiltelefoner eller på at sælge spil, der er lavet over filmen, forklarer Mark Lorenzen.

Samtidig peger han på, at teleselskaberne simpelthen er tvunget til at være med på underholdningsbølgen, fordi konkurrencen på telemarkedet efterhånden er så hård, at det er meget svært at differentiere sig på den rene grundydelse, telefoni.

Mobilspil hitter

Computerspilindustrien er en af de industrier, der i øjeblikket tjener mest på mobiltelefonen.

Alverdens spilfirmaer satser på at udvikle de mobile spil, og industrien vil ifølge analysehuset Informa Telecoms & Media omsætte for 14,5 milliarder kroner i 2006.

Det tal vil være steget til 43 milliarder i 2011.

Spilboomet på mobiltelefoner er måske blot et eksempel på, hvad der vil ske i de kommende år.

Telia har store forventninger til specielt mobil-tv, og blandt andet derfor er man også med i et forskningsprojekt om netop dette på Danmarks Tekniske Universitet.

- Det er et område, der er i vækst, og alle analyser viser jo, at det bliver rigtigt stort. Men det kræver, at den terminal, du har i hånden, kan de ting, den skal kunne, og at den ikke løber tør for strøm efter fem minutter, siger Søren Krogh-Nielsen fra Telia.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere