Googliseringen af business intelligence er i gang.
Muligheden for at integrere en ekstrem kompliceret business intelligence løsning med søgemaskineteknologi på virksomhedens intranet er målet for det udviklingsarbejde, som en række leverandører af business intelligence (BI) blandt andet laver sammen med Google.
Målet er at levere de rapporter og analyser fra business intelligence-løsninger, som en bruger har adgang til, uden at brugeren skal igennem særlige menuer eller finde særlige sider på intranettet.
Brugeren skal bare skrive ”sidste uges resultat”, ”region nord” eller noget lignende, hvorefter skærmen vil lyse op med farvestrålende søjler og lagkagediagrammer med den viden, som helt præcist er relevant for denne bruger.
Langt væk
For langt de fleste virksomheder er googliseringen dog stadig et meget fjernt mål.
Det er et mål, der ligger på den anden side af komplicerede projekter, som ikke alene omfatter it-arbejdet, men også processerne i alle de dele af virksomheden, der skal levere data eller bruge det resultat som leveres, når virksomhedens data er blevet ”kværnet” i business intelligence-løsningen og blevet til viden eller efterretninger.
Business Intelligence ligger da også i toppen på Gartners globale 2006-dagsorden for it-cheferne.
Lidt tættere på hjemmemarkedet og på baggrund af de seneste års salg forudser analysehuset IDC samtidig, at markedet for business intelligence-tools vil vokse med gennemsnitligt seks til otte procent om året frem til 2009.
Dermed vil væksten stort set ligge på linie med forventningerne til den generelle vækst i softwaresalget på det danske marked.
Høj penetration
IDCs seneste analyse af konkurrencesituationen på det nordiske marked for BI-værktøj er fra marts og peger på, at samtlige nordiske markeder er præget af virksomheder med en række fælles træk.
De er nemlig alle hurtige til at tage ny teknologi i anvendelse, gode til at fokusere på gennemsigtighed i forretningsprocesser og har stor omstillingsparathed.
Disse fælles træk har allerede betydet en høj penetration af business intelligence-produkter i Norden.
På det danske marked har IDC lavet en liste over leverandørernes markedsandel i procent af den danske business intelligence omsætning i 2004.
Har har SAS 40,2 , Targit 10,8 procent, Cognos 8,4 procent, SAP 5,9 procent, Business Objects 5,0 procent, IBM 4,1 procent, SPSS 3,6 procent, Hyperion 2,7 procent, Oracle 2,3 procent, CA 1,4 procent og de resterende små-leverandører 14,6 procent.