Folkene bag pirat-hjemmesiden Pirate Bay risikerer at skulle i fængsel i to år for at have bidraget til alvorlige krænkelser af ophavsretsloven, vurderer Daniel Westman, ekspert i digital ophavsret. Det skriver ComputerSweden.
Det sker, efter svensk politi onsdag i en koordineret aktion over hele Sverige konfiskerede computere og andet udstyr på 10 adresser og anholdt tre personer.
Små bidder download
Pirate Bay er kendt som en af verdens største bit torrent-trackers, der gør det muligt for brugerne at finde frem til materiale, der kan downloades.
I modsætning til fildelingstjenester downloades filer med bittorrent-protokollen i mange små bidder fra mange forskellige steder på internettet.
Dermed er det ikke Pirate Bay, der gør det ulovligt kopierede materiale tilgængeligt. Sitet stiller derimod blot et værktøj til rådighed.
Ifølge Daniel Westman bygger politi-razziaen på, at bagmændende har støttet brud på ophavsretsloven.
- Der findes ingen retspraksis på området. Man kan nok ikke i sig selv sige, at tracker-tjenester er ulovlige. I tidligere lignende tilfælde har det krævet en aktiv handling, hvis man skulle kunne tale om medhjælp til ulovligheder, siger Daniel Westman.