I KMD’s Aalborg-afdeling er aftalen om partnerskabet eller offshoring med indiske Satyam Computer Services nu blevet virkelighed.
Medarbejdere fra den indiske it-service gigant er i øjeblikket i gang med det første pilotprojekt for KMD, og snart vil Saytam-folk også være i gang med projekter i KMD’s lokaler i Odense.
Administrerende direktør Lars Monrad-Gylling vil ikke fortælle præcis, hvad pilotprojekterne går ud på.
Oprindeligt i mølposen
Han understreger dog, at det første pilotprojekt er et, som oprindeligt var blevet lagt i mølposen, fordi KMD ikke kunne skaffe de nødvendige kompetencer.
Derfor er det efter hans mening et godt eksempel på, hvordan KMD’s indiske forbindelse kan skabe nye danske job.
– Når vi har fået lavet projektet i Indien af folk med spidskompetence på netop dette område, så skal vi bruge flere af de kompetencer som vi har og kan skaffe i Danmark til at implementere og servicere løsningen. Alt andet lige vil det betyde flere job i Danmark, siger Lars Monrad-Gylling.
– KMD’s spidskompetence er ikke teknologi, men forståelse for forretningen hos kunderne. Derfor anvender vi allerede 100 millioner kroner om året til eksterne konsulenter, der typisk har de teknologiske spidskompetencer, siger han.
Har brug for ekstra ressourcer
– I de seneste 30 år har KMD flyttet teknologi nogle gange. Det er vi ved igen, og derfor får vi i nogle år brug for ekstra mange ressourcer for at få flyttet KMD over på en SAP-platform. Disse kompetencer har vi kun kunnet finde i Indien.
Lars Monrad-Gylling understreger, at der på ingen måde i bestyrelsen eller blandt ejerne i de danske kommuner har været rejst tvivl om, hvorvidt samarbejdet med en indisk underleverandør var den rigtige vej.
Til gengæld har der blandt medarbejderne være bekymring for, om en offshoring-aftale ville betyde færre job i Danmark.
– Men vi har hver gang taget diskussionen og fortalt, at det ikke handler om at tage brødet ud af munden på medarbejderne. I det store billede handler det endda mindre om økonomi og mere om adgang til de rigtige kompetencer. Vi outsourcer en delmængde af de 100 millioner kroner, som vi allerede bruger på eksterne konsulenter og en eller anden del af den fremtidige vækst i det budget, siger Lars Monrad-Gylling.
De to pilotprojekter er første del af den rammeaftale, der betyder, at omkring 25 medarbejdere fra Satyam Computer Services skal varetage opgaver for KMD fra udgangen af 2006.
Dermed kan Lars Monrad-Gylling nu endelig trykke på speederen i den proces, der skal konvertere KMDs applikationer til SAP-platformen NetWeaver.
– Strategierne for satsning på SAP og offshoring er udviklet side om side. Planene for at føre KMD’s løsninger over på SAP er helt afhængig af, at vi har tilstrækkeligt med SAP-ressourcer, siger Lars Monrad-Gylling.
Rejse til Indien
Samtidig med, at KMD-ledelsen i 2004 diskuterede, hvordan erfaringerne fra henholdsvis et SAP-baseret skolesystem og lønsystem kunne omsættes til en generel SAP-satsning, drog Lars Monrad-Gylling på en delegationsrejse til Indien med videnskabsminister Helge Sander (V) i spidsen.
– Jeg deltog på turen i min egenskab af formand for IT-Branchen. Men samtidig havde jeg den klare dagsorden at ville sondere terrænet for samarbejdsmulighder, som vi kunne anvende i KMD, fortæller Lars Monrad-Gylling.
– Mine forventninger var betydeligt mindre end det resultat, jeg kom hjem med. Jeg fik en helt klar fornemmelse af, at markedet var klart og langt mere modent, end jeg regnede med.
Skal vænne sig til forskellene
– Selvfølgelig skal man lige vænne sig til forskellene på Indien i Delhis gamle indre bydel og Indien på it-servicekoncernernes store moderne campus-faciliteter, hvor man mere har fornemmelsen af at være i San Francisco. Så efter en uges tæppebombning med indtryk af Indien og erfaringer fra både europæere og amerikanere, var jeg klar til at tage hjem og starte det meget store stykke hjemmearbejde, som har været forudsætningen for at indgå aftalen med Satyam, siger Lars Monrad-Gylling.
Satyam Computer Services har hovedkvarter i sydindiske Hyderabad.
Selskabet er med en omsætning på knapt fem milliarder kroner dobbelt så stor som KMD i kroner og øre, men har til gengæld 20.000 ansatte mod KMD’s 2.500.
– Det store hjemmearbejde har også været nødvendigt for at kunne indgå en aftale, der bogstavelig talt slipper partneren løs i KMD. Vores projektledere kan nu anvende ressourcerne fra Satyam i deres projekter og knytter kontakterne via en koordinator her i koncernen.
– Vi begyndte med 25 mulige leverandører. Mødtes med 10 og endte med at forhandle seriøst med seks. Flere af de seks opfyldte alle de krav til kompetencer og kvalitet, som vi stillede, forklarer han.
– Så der er ikke nogen tvivl om, at slutresultatet var baseret på blødere værdier. Men Satyam var uden tvivl også stærkt motiveret af at få en større europæisk partner, fordi de traditionelt er stærkest i USA.
– Nu har vi en rammeaftale, som kan hjælpe os over den ekstraordinære teknologipukkel, som vi vil have tre til fem år frem i tiden. Hvad der sker herefter kan kun tiden vise, siger Lars Monrad-Gylling.
Læs mere i fredagens trykte udgave af Computerworld