IT-Brancheforeningen overrakte torsdag aften årets IT-Prisen til Janus Friis, som sidste år solgte virksomheden Skype til online auktionssitet Ebay for cirka 16 milliarder kroner.
- IT-Prisen 2006 går til en person, som i sandhed er enestående i den danske it-branche. Janus Friis har skabt et produkt, kunderne har brug for og kan lide, lyder det i priskomiteens udtalelse.
Videre står der:
- Han rusker op i forretningsfilosofien i it-branchen og viser, hvor langt man kan komme med en stærk vilje og en god ide. Skype er i dag verdens tredjemest betydningsfulde brand. Vi skal være glade for, at dette produkt er skabt i Danmark. Med den aktivitet, Janus indtil nu har udvist, bliver det ikke det sidste, vi ser til ham.
ITB og IDG
Komiteen består af de administrerende direktører for de organisationer, der giver prisen, nemlig IT-Brancheforeningen og IDG Danmark (der udgiver Computerworld), samt de to seneste vindere af IT-Prisen.
Og verden har ganske rigtigt ikke set det sidste til Janus Friis, som i øjeblikket slår sine folder hos Skype i London.
Han er allerede i gang med at føje nye bedrifter til cv'et.
- Både Niklas (Zennström, medstifter af Skype, red.) og jeg har involveret os i Fon, hvor det er tanken, at folk kan dele deres Wi-Fi (trådløs internet, red.) og til gengæld få adgang til andres Wi-Fi. Det styrter derudad og skal nok gå hen og blive rigtig stort, siger Janus Friis.
Lysten til offentlig optræden er til gengæld ikke stor.
Janus Friis holder sig bevidst ude af mediebilledet, men svarer venligt, da Computerworld spørger, hvad teleselskaberne skal leve af i fremtiden, nu han har været med til at aflive minuttaksterne med Skype.
- Telemarkedet blev dereguleret i Europa i 1990'erne, og konkurrencen førte langsomt til marginalt lavere priser. Med udbredelsen af bredbånd og services som Skype blev udviklingen accelereret ekstremt, og prisen for telefoni nåede nul, siger Janus Friis.
Videosamtaler med vennerne
Skype-stifteren peger på, at telefoni samtidig går fra at være en service leveret af teleselskaber med en fast infrastruktur, til at være software.
- I løbet af de næste år vil det blive helt naturligt at have fuldskærms 32-tommer videosamtaler med familie og venner, noget der tidligere har været forbeholdt nogle få bestyrelseslokaler, siger Janus Friis.
Samfundet er nødt til at sørge for, at de basale rammer for udviklingen af nye virksomheder, er i orden, primært de skattemæssige, siger han.
- Hvis ikke, flytter virksomhederne simpelthen ud i en globaliseret verden.
Men for megen statslig indblanding er ikke gunstig for skabertrangen, mener han:
- Jeg sad med i et forum for "innovationsfremme" ledet af Martin Thorborg. Alle snakkede om, hvordan man skulle stimulere, blande sig og lære studenterne at være iværksættere under deres uddannelse. Da det blev min tur, sagde jeg, at jeg synes vi skulle fokusere på "statsudblanding" i stedet for statsindblanding, siger Janus Friis.
Hvis Danmark skal blive ved med at gøre sig gældende på det internationale marked, er Skype-stifterens bud, at vi skal fortsætte med at være gode til det, vi altid har været gode til.
- Nemlig at forene forskellige teknologier i brugbare produkter og markedsføre dem på verdensmarkedet. Det gør Grundfos. Det gør Lego. Det gør B&O, og det har vi gjort i Skype. Så vidt jeg ved, er det det, vi danskere har gjort siden vikingetiden, siger Janus Friis.