Jyske Bank og BEC Financial Technologies har indgået en aftale om at indføre BEC Modern Workplace til alle bankens medarbejdere.
Det meddeler BEC.
Aftalen omfatter ikke banksystemer.
BEC Modern Workplace er et nyudviklet, cloudbaseret arbejdspladskoncept, som er i drift på 13.000 arbejdspladser i 23 danske banker og BEC selv, fremgår det af meddelelsen.
Løsningen er baseret på Microsoft-teknologi og er allerede i drift hos 500 brugere hos Jyske Bank, men inden sommeren 2025 skal den bruges af 5.000 ansatte hos banken.
Aftalen har fået opmærksomhed i medierne blandt andet, fordi Jyske Bank er en af de banker, som ejer datacentralen Bankdata.
Bankdata er nemlig ejet af otte danske pengeinstitutter, og her er der tale om: Jyske Bank, Sydbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Skjern Bank, Djurslands Bank, Nordfyns Bank og Kreditbanken.
BEC er derimod ejet af 17 medlemsbanker, men leverer også løsninger til andre kunder. Heriblandt Jyske Bank, som ikke er medejer af BEC.
Jyske Banks tidligere løsning var leveret af JN Data og distribueret gennem Bankdata, skriver Børsen.
”Vi kan bekræfte at vi har valgt BEC til at stå for vores tekniske arbejdsplads – dette da BEC havde udviklet den rette løsning, og givet skala fordele til en god pris," udtaler bankdirektør, Peter Schleidt fra Jyske Bank i en mail til mediet.