Computerspil har længe været et yndet sted at placere annoncer, og spillerne bliver nu også udsat for den nyeste udgave med levende billeder og lyd.
Det er det amerikanske reklamefirma Massive, som i samarbejde med det norske spilfirma Funcom vil lancere videoannoncer i spillet Anarchy Online.
For at øge realismen vil annoncerne blive bygget ind i spillet, så de for eksempel kommer fra tv, radioer, stereoanlæg eller billboards i selve spillets miljø.
Selve koden er udviklet i samarbejde mellem Funcom og Massive og tillader videoklip af op mod 15 sekunders varighed.
Ifølge Silicon Valley-avisen Mercury News har både Panasonic og det britiske tv-selskab Channel 4 skabt videoreklamer, som skal bringes i Anarchy Online.
I alt har Massive indgået aftaler med 35 annoncører og 20 spilskabere. Konceptet virker kun i spil koblet til nettet, så der løbende kan hentes nye annoncer.
For spilfirmaerne kan annoncerne give et tiltrængt økonomisk tilskud, og Massive lover en indtjening på op til 15 kroner per spil.
Danmarks førende spilflagskib, IO Interactive, har tidligere udtalt sig kritisk om reklamer i spil, men administrerende direktør Janos Flösser mener, at det på længere sigt vil være uundgåeligt.
Videoannoncer er i forvejen hastigt på vej frem på internettet.