Allerede i 2026 eller 2027 kan Apple være klar med en helt ny iPhone i premium-klassen.
Det vurderer analytikeren Ming-Chi Kuo, der følger Apples forsyningskæder tæt.
Den nye telefon vil ifølge analytikeren være foldbar og få et prisskilt på mindst 2.000 dollars, men han udelukker ikke, at prisen kan overstige 2.500 dollars.
En pris på 2.000 dollars vil svare til en dansk pris på omkring 14.000 kroner. I praksis vil en pris på 2.000 dollars, hvis vi følger Apples normale prissætning, dog sandsynligvis betyde et dansk prisskilt, der nærmer sig 20.000 kroner.
Ming-Chi Kuo vurderer, at telefonen i udfoldet tilstand vil få en indre skærm på 7,8 tommer og en ydre skærm på 5,5 tommer.
Telefonen vil ifølge analytikeren gøre brug af en ramme i titanium og have en tykkelse på mellem 9 og 9,5 millimeter, når den er foldet.
Dropper Face-ID
Designet af den nye telefon vil dog ikke tillade Face ID, og derfor vil Apple ifølge analytikeren anvende sin fingeraftrykssensor Touch ID, som vil blive placeret i en knap på siden af telefonen.
Efter planen vil telefonen ifølge Ming-Chi Kuo gå i masseproduktion i fjerde kvartal af 2026, hvilket peger på en lanceringsdato i slutningen af 2026 eller begyndelsen af 2027.
Foldbare telefoner er dog langt fra et nyt dyr på den digitale savanne. Flere konkurrerende producenter har i årevis produceret foldbare telefoner med varierende grader af succes.
Du kan læse Computerworlds anmeldelse af Samsungs foldbare Galaxy Flip-telefon her: