Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Der er udsigt til en kaskade af milliarder ind i Forsvaret over de kommende år.
Men hvis ikke cybersikkerheden tænkes ind lige fra starten, risikerer vi ikke at få fuldt udbytte af den massive investering – og vi risikerer potentielt alvorlige fejl, og at sårbarheder ikke identificeres og håndteres effektivt i systemerne.
Historien viser nemlig en tilbøjelighed til, at cybersikkerheden først klistres på i sidste øjeblik. Og det kan blive fatalt, efterhånden som militære systemer hurtigere og hurtigere bliver digitaliseret og integreret.
Allerede ved forsvarsforliget i 2023 blev der afsat knap 200 milliarder ekstra til Forsvaret frem mod 2030.
På Ventres landsmøde i november luftede forsvarsminister Troels Lund Poulsen tilmed, at Danmark nok skal bruge op mod 300 milliarder ekstra på Forsvaret for at leve op til Natos styrkemål - styrkemål, der forleden blev prikket yderligere til på Natos forsvarschefmøde i Bruxelles.
Dertil kommer planen for ”Genopretning af Forsvarets fundament”, lanceret i maj 2023, der sender cirka 27 milliarder kroner afsted til Forsvaret.
Data på kamppladsen
Der kommer til at ske ting og sager i Forsvaret. Men vi tillader os lige at række fingeren i vejret og pege på nødvendigheden af, at cybersikkerheden tænkes grundigt ind i investeringerne fra starten.
Selv om Forsvarets systemer allerede er forholdsvis digitaliserede, er de i dag stadig i udpræget grad præget af siloer, hvor for eksempel hæren, søværnet og flyvevåbnet – for ikke at glemme specialstyrker, hjemmeværn, politi og beredskab - har vanskeligt ved at tale effektivt, digitalt med hinanden.
De nye tider – og de nye investeringer – varsler et hidtil uset fokus på fremtidens nye, integrerede systemer, de såkaldte ”Multi Domaine Operations”, der bygger på en fælles digital arkitektur.
Enkelt forklaret giver de nye systemer muligheder for at få flere og helt integrerede data frem til kamppladsen – eller et andet vigtigt indsatsområde – hvilket betyder, at enhederne kan tage bedre understøttede og hurtigere og rigtigere beslutninger.
Det åbner også muligheder for meget præcise simulationer af forhold på kamppladsen. Alt sammen øger det mængden af muligheder for indsatsen og øger fleksibilitet og manøvredygtighed.
Flere sårbarheder følger med flere digitale løsninger
Men en forøgelse af digitale løsninger medfører selvsagt flere sårbarheder.
Der er mange digitale systemer, der skal spille sammen. Satellitter, radio, krypterede mobiltelefoner, almindelig datatransmission – og sågar også enkelte gamle legacy-systemer.
De største risici for det set-up er blandt andet hacking – og jamming, der populært sagt kan blinde fjendens enheder.
Det øger også risikoen for misinformation om fx positioner, antal og art af fjendes kampenheder med videre.
Prøv blot at tænke på vores nye F35-fly, som er flyvende supercomputere.
De er ikke meget værd, hvis de bliver ”digitalt blindet” eller modtager helt forkert information om fjenden, positioner mv.
Og hvad skal man så gøre helt praktisk?
Helt indlysende skal man indtænke ”Security by Design” fra starten for at beskytte sine systemer og sine data.
Det er vi efterhånden vant til i erhvervslivet. Men nu skal vi også tænke det ind i vores forsvarssikkerhed.
Især når der introduceres nye systemer og ny, integreret, digital teknologi. Det elementære, men vigtige, råd er at tænke cybersikkerheden ind fra starten og sørge for, at de, der er eksperter i det, sidder med ved bordet fra starten.
Det giver per definition en stærkere, mere robust cybersikkerhed og også en billigere løsning på den lange horisont.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.