Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Så blev det fredag i endnu en uge, hvor Trump brugte sine særlige privilegier max, og nu begynder mine amerikanske venner trods alt at reagere, uanset om de stemte på ham eller ej.
Så denne gang handler klummen lidt om indkøb af bikse og lande, AI, nul-procent-forsvaret og så en hel del om nærhed.
Det sidste måske ikke lige på den måde, som I tror her på tærsklen til en grønlænderkold weekend, men trods alt en slags nærhed.
Og så har jeg helt gratis inkluderet et PS om, hvorfor russerne kun går otte meter frem - om måneden - i Ukraine.
Forslaget om at kalde Grønland Red-White-And-Blue-Land og modforslaget fra Danmark om at købe Californien medførte mails og muntre samtaler fra og med mine betuttede venner derovre, og jeg må personligt løfte på hatten for Norwegian, der kørte annoncer, hvor de lovede at lave en indenrigsrute til Calilfornien. God humor.
Milliard er den nye million
Derudover købte NetCompany selvfølgelig SDC for en milliard, Musk ville købe OpenAI for 97 milliarder (dollars), Novo købte en amerikansk biks for 11 milliarder - og det ser egentlig ud til, at “milliard” er den nye “million” nu om dage i en meget rig verden, så lad os komme i gang med at handle internationalt.
Jeg foreslår, at vi laver en landebørs, så vi kan handle lande, øer og områder frit med hinanden.
Så kan Danmark byde på Goa, Sankt Croix, Trankebar og Skåne, mens for eksempel Sydafrika kan byde på Louisiana (staten, ikke kunstmuseet) og England på Zimbabwe.
Det ville give nogle helt nye og friske migrationsmønstre.
I tidens løb har alle mulige politikere i alle mulige lande jo foreslået henholdsvis vanvittige ting, hvis de tilhørte venstrefløjen (“alle skal have ret til alt, og ingen skal have pligt til noget - bare tag pengene fra pengetræet”) og vanvittige ting, hvis de tilhørte højrefløjen (“bare sæt en erhvervsmand til at køre Danmark som en privat biks”), og nu kan vi jo faktisk bare læne os lidt tilbage og se, hvordan den slags populisme ser ud i praksis, og det er da meget sjovt.
AI, Ai, ai
En rapport fra en blandet gruppe af folk, blandt andet forskere fra Microsoft, advarede om, at folks kognitive evner svækkes, når de bruger AI, det vil sige at man bliver dummere af at bruge det.
Ligesom min far, officeren, der fortalte mig, at jeg aldrig ville lære at tænke selv, hvis vi fik lommeregnere i skolen.
Endnu engang kan de virkelig kloge tydeligt se, at alle vi andre er ved at blive dummere på grund af EDB, maskiner, automatiseringer, robotter, selvkørende biler, etc. Så er I advaret.
Der kom en ny AI, der kan lave en god video ud fra et billede af en person.
Hvis det bliver til noget, kan man jo finde nogle herlige billeder af sine forfædre og få dem til at spadsere rundt på Grønland eller på Strøget i København. Det glæder jeg mig til.
Vi fik også indblik i, hvad OpenAI har tænkt sig med ChatGPT og de forskellige modeller i 2025!
Lige lidt historie: Den model, der hedder GPT4o, som de fleste af os bruger, fik selskab/konkurrence af ræsonnementsmodellen o1 og en måned eller så senere af o3. o1 og o3 bruger “train-of-thought”, det vil sige tankerækkefølge, til at give bedre svar, og det skal jeg da lige love for, at de gør.
Det er imponerende og brugbart.
OpenAI har meddelt, at GPT4.5 bliver den sidste model, der IKKE benytter “train-of-thought”/ræsonnement.
Så indtil noget helt tredje kommer frem er det vejen frem. Og med disse ord præsenterer jeg:
Den tophemmelige AI-køreplan for 2025
Her er AI-køreplanen for 2025, og jeg håber I nyder de fantastiske navne, som AI-folket har givet deres babyer lige så meget, som jeg gør:
April-juni: GPT-4.5 (kaldet Orion). Claude kommer med en ræsonnementsmodel. Google frigiver Gemini 3.
Juli-september: GPT-5 (GPT og o3 slået sammen). Claude 4. Google (faktisk DeepMind) frigiver Gemma 3 (ikke Gemini, men Gemma). Microsoft frigiver Phi-5 (Øhm, OK?).
Oktober-december: OpenAI frigiver o4. Gad vide, hvad forskellen på GPT-serien og o-serien vil være til den tid?
Og ja, i løbet af året frigiver Meta Llama 4 og 5, og Musk frigiver Grok-3, Grok-video og Grok-4, men det må de jo så gøre. Jeg aner ikke, hvad de kan. Jeg må se at få prøvet dem.
Hvad bruger vi vores tid på?
Anvendelsen af AI slår også kraftigt igennem nu på websites og apps.
De meste besøgte .com-websites i verden er, i rækkefølge: Google, YouTube, Facebook, Whatsapp, Instagram - og på 6.-pladsen ChatGPT. Derefter X, Yahoo, Reddit og Netflix.
De mest benyttede apps i USA?
Jo, nu skal I bare se: DeepSeek, ChatGPT, Threads, Block Blast, Turbo Tax, T-Life, Google (puha, det kender jeg!), Google Gemini, “Flip, Watch, Create, Shop” og på 10.-pladsen…. Temu: Shop Like a Billionaire.
Fem af dem havde jeg da hørt om.
Læsertilbud: ISO, ITIL og Governance på et splitsekund!
Den førnævnte model o3 kan altså noget.
Mine eksperimenter med at slippe nemt om ved ITIL/ITSM-halløjet går forrygende.
Skriv på mogensxy@gmail.com, hvis du vil have en kopi af mine prompts plus min opskrift på at bruge ChatGPT plus båndede interviews, der gør det til en leg at få lavet de kedelige dele af det på et par timer.
Forsvar uden svar, kapitel 42
Folk i tjenesterne (specielt da FE) skal skrive det, de bliver bedt om fra politisk hold.
Det er et direkte resultat af dengang i 2014, da Wammen og Findsen skældte den daværende forsvarschef ud (i halvanden time) for at have fået lavet en rapport om truslen fra Rusland efter invasionen af Krim.
Forsvarschefen, der jo havde passet sit job og gjort det rigtige, fik at vide, at han kun skulle skrive de rapporter, som de bad ham om.
Så nu har vi en håndtam chef for FE, der fortsætter det gode arbejde, som Wammen og Findsen startede, og som jo kun bliver bedre af, at Wammen nu sidder på pengekassen og forhindrer Forsvaret i at genopbygge sig selv.
Han står stolt på den rygende ruinhob, ja han gør.
Derfor udgav FE sin trusselsvurdering, der ikke længere kan hedde det, men i stedet hedder “Udsyn”, for halvanden måned siden, hvor de sagde, at der ikke var ret meget risiko for noget fra Ruslands side.
Forleden udgav de så deres trusselsvurdering, der stadig hedder “Udsyn”, hvor de siger, at der er en KÆMPE risiko for noget fra Ruslands side.
(Ring, ring)
“Ja, hej Troels, det er Finn."
“Hej Finn, vi skal bruge en ny udgave af Udsyn.”
“Jamen, vi har jo lige udgivet den, Troels?”
“Jaja, det ved jeg godt, Finn, men du kan godt se, at truslen fra Rusland er steget kraftigt, ikke?”
“Ahh, jeg forstår, Troels - I vil gerne bruge fem procent i stedet for to procent?"
“Finn - du er en knag, er du. Jeg vidste, at jeg kunne regne med dig.”
“Selvfølgelig kan du det, Troels - jeg sætter de to stud.polit’er til at skrive med det samme. Eller måske kan de bare bruge ChatGPT og den tekst vi udgav sidst, høhø”.
“Det er godt Finn - vi tales ved.”
“Ja, hyg dig, Troels.”
Russerne har i øvrigt i de seneste måneder haft en fremgang på hele otte meter per måned.
Så måske er de også lidt trætte af legen for tiden, og de kan SÅ meget bruge en hjælpende hånd fra hånddukken Trump.
Hvis nogen var i tvivl om, hvad Trump er, så er det da til fulde opklaret nu.
Men vi er da ikke meget bedre selv, synes jeg. Putins små hjælpere (eller nyttige idioter, som Lenin kaldte dem) findes ikke kun i USA.
Men fortvivl ikke - papirtigeren brøler
Men kom ikke og sig, at vi ikke gør noget ved forsvaret af Danmark!
NIS2 kommer til at koste en håndfuld milliarder i startgebyr - til papirtigrene, vel at mærke. Mere papir. Ikke sikkerhed. Papir. Find det - godt skjult på side 23 - i dette aktstykke til Folketinget.
Proximity - en nær ven
Jeg lovede jer noget med nærhed. Det kommer her.
Jeg har i flere år joket med, at Facebook ved, hvem vi sover sammen med.
De ved jo, hvor vores mobiler er og hvor længe. Det er også forklaringen på den urbane myte om, at Facebook lytter med, når vi taler.
Det gør de ikke. Men de ved, hvem vi har været i nærheden af, og hvor.
Et eksempel: Sonja og jeg skulle mødes hos B-Wild forleden. Claus - vinderen fra Alene i Ødemarken - lukker nemlig biksen cirka 1. april, og kører med nogle gode tilbud. Men øv, at han lukker.
Nå, mens Sonja ventede på mig, gik hun ind og kiggede på ting i en butik. Næste morgen havde Facebook et forslag om en ny ven til hende, nemlig butiksbestyreren.
Deres mobiler havde været tæt på hinanden i et stykke tid. Simpelt, når man først er bevidst om det.
Når I taler med en person om noget, som vedkommende har købt eller gjort for nylig, får I chancen dagen efter, når de mange tusinde giga-batchjobs, som kaldes “pipelines” internt i Facebook, er kørt, for så ved de, hvad vedkommende, der har været i nærheden af dig, lige har interesseret sig for og/eller købt.
Alle kan jo så også købe de informationer fra Facebook og finde ud af, hvem I har været i nærheden af, og hvad de har købt og hvor de har været.
Så hvis I vil holde reelt hemmelige møder, skal I derfor IKKE bare lade jeres mobiler ligge i nærheden af hinanden uden for mødelokalet eller slukke dem eller sætte dem på flightmode.
Mobilerne skal efterlades på vidt forskellige steder FØR I begiver jer hen til mødestedet.
Gad vide om andre end Facebook mon har regnet den her ud? I så fald er det jo fantastisk (for alle mulige organisationer), når vi mødes med vigtige folk, hemmelige kilder, etc. og efterlader mobilerne udenfor mødelokalet i den samme, aflåste boks .
Proximity, Baby. Proximity. En helt ny måde at networke på, hvor du ikke behøver foretage dig en skid.
Det var dét! Lad mig vide, hvad I tænker om dét der med, at vi bliver dummere af AI, på mogensxy@gmail.com og nyd, at dagene bliver lysere og at det snart bliver lidt varmere.
PS: EW, ECM & ECCM
Først lidt nørd: EW er Electronic Warfare, som betyder, at man enten prøver at jamme fjenden eller forhindre fjenden i at jamme dig.
ECM er Electronic Counter Measures, som skal forhindre EW. ECCM er selvfølgelig Electronic Counter Counter Measures, som skal forhindre ECM.
Det er jo logisk nok. Og alt sammen velkendt fra den kolde krig. Specielt i de dyre kampfly er det vigtigt, for ellers holdt de ikke så længe deroppe i luften.
Men i Ukraine er det blevet noget, som hver enkelt soldat nærmest skal have på sig.
Russerne var LANGT foran os og ukrainerne, da krigen brød ud og er stadig virkelig godt med, men ukrainerne har ved hjælp af hjemmelavede løsninger og stumper, som de har købt i Vesten fået hevet sig op på en delt førsteplads.
Men uden disse tusindvis af jamming- og anti-jamming-tingester ville krigen være tabt på få uger.
Hvad gør vi så ved dét her i Vesten? i Nato?
Well, jeg kan svare på det relativt kortfattet: Alt det militærudstyr, som vi har i Nato og alt det grej, som vi kan producere i Nato, ville blive ødelagt og få os dræbt på få minutter ved fronten i Ukraine, og det vil reelt også sige i en landkrig med Rusland.
Realiteten dernede er, at man nu om dage er nødt til at snige sig rundt i to-tre-mands grupper og hele tiden være dækket af camouflage af enhver art (mod visuel observation, mod infrarøde sensorer, mod termiske sensorer og mod EW-overvågnig), og at køretøjer af enhver art tiltrækker droner, som Trump tiltrækker journalister og bliver ødelagt på få minutter.
Glem tanks og pansrede mandskabsvogne. De holder kun i få minutter og får alle inden i dem dræbt eller lemlæstet.
Derfor er alle Ruslands tanks ved at være historie, og alle de fine tanks, som vi donerede til Ukraine, er ubrugelige.
Et kompagni af soldater på 100-200 mand, der ikke har massiv beskyttelse mod droner, holder i et par timer dernede - så er der max 8-10 mand tilbage.
Det er 1. Verdenskrig om igen, nu med droner overalt, der slår dig ihjel, selv om du er nede i et dybt hul og gemmer dig i en hule.
Det understreger blot igen-igen, at vi skal gå fra få/store/dyre til mange/små/billige dimser på alle områder. Det gad jeg godt se ske i det danske militær eller i Nato.
Og forandringshastigheden dernede er høj: Nogle gange skal der ændres i dronesoftwaren eller ECM/ECCM-softwaren inden for en time.
Det princip gad jeg godt se Findsens 42 styrelser adoptere med en departementschef i spidsen (uden militær forstand eller baggrund), der fungerer som den eneste, reelle forsvarschef. Tak, Findsen og Wammen.
Vi vil i de kommende år anskaffe alt det, som vi allerede nu ved ikke vil virke, og vi vil anskaffe det på 15-20 år i stedet for et par timer.
Det vil ankomme efter det nye princip “too little, too late, and useless”. Dyrt, Dumt og Dårligt.
Vi vil ende med at stå med det, der svarer til forladegeværer, kanonbåde, der betjenes af 10 mand med årer, dobbeltdækkerfly og riddere i rustning til hest og vil derfor kunne indkassere en ægte, nutidigt 1864-nederlag.
Tænk, at vi får lov til at opleve 1864 i vor tid, efter at vi har hørt SÅ meget om det under vores opvækst. Det er da fantastisk.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.