Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Når I læser dette, sidder jeg i S-toget på vej mod Køge for at diskutere stor litteratur over ét glas vin (ad gangen) med nogle folk, der heldigvis er klogere end mig. Det kan medføre, at jeg i stilhed, mens jeg lytter til de voksne, må drikke lidt mere end dem, men skidt. Den pris betaler jeg smilende.
Tænk på mig, omgivet af litterære mestre, der venligt og barmhjertigt undlader at kommentere mit klummesprog, mens I sipper alt muligt for at ringe weekenden ind.
Forrige fredags tidlige rejse mod Stockholm forløb perfekt og vi havde fået et fantastisk hotel med et fint værelse på 9. etage med kæmpealtan og fed udsigt. Og naboen var et ICA-supermarked, der havde tonic, mens det nærliggende Systembolaget havde resten.
Vi prøvede alle offentlige transportformer: Overfladetog, tunnel-tog, sporvogn, bus og skærgårds-bus-færger. Og en enkelt lejecykel, men det var ret dyrt sammenlignet med et 72-timers frikort til al offentlig trafik til 350 svenske, dvs. 225 danske.
Vejret var perfekt, og vi fik selvfølgelig besøgt ABBA-museet, hvor vi følte os lidt som pilgrimme, og Sonja fik lyst til at se avatar-forestillingen i London IGEN, så på den måde blev turen til Stockholm dyr.
Valgplakaterne til EU-valget hang også deroppe, og det ene parti havde en selvmodsigelse (“Grænser og Frihed”), mens et andet havde tre tydeligt beklemte personer ved siden af teksten “Gør Noget Stort”, og de lignede vitterligt nogen, der skulle på toilettet.
Vidste I, at Benny Andersson har lavet et fritidsorkester på cirka 20 musikere og et par sangere, som hedder BAO (Benny Anderssons Orkester), der rejser rundt med et dansegulv til 5-7.000 mennesker og så ellers starter en fest for voksne mennesker? BAO er også på Spotify. Jeg tror, I bliver lidt overraskede.
Til sagen: Den næsten nagelfaste rubrik “Undskyld” er tilbage, vi skal have det sjovt med Cirkus Mili, den synkende skude Vasa samt Civilforsvaret, FØR vi endelig kan komme til svaret på et spørgsmål, jeg stillede sidst, nemlig om der findes et ord for den situation, at folk uden anelse om emnet tager vigtige beslutninger om det.
Så kommer der selvfølgelig lidt morsom og unyttig information om atomkraft, som det sig hør og bør i en IT-klumme, hvorefter der kommer et lettere ironisk-hysterisk møde-rant fra mig takket være en undersøgelse, venligst tilsendt af en læser, der fik mig hen til det sted, der er EFTER det røde felt.
Jeg har nøje afmærket det sted, hvor jeg bruger ironi, så I ikke kan tage fejl.
Så er klummens officielle del slut, og I kan sgu’ holde al det weekend, I vil…
For jeg har for første gang nogensinde, og nok mest for at skåne jer, delegeret nogle IT-relevante nyheder om til allersidst, dvs. som et PS om det nye Rejsekort (og dét kræver mere sprit, som Eddie Skoller sagde), et PPS om et IT-system til Politiet, der sensationelt er gået langt over budget OG er stærkt forsinket samt lidt om håbløshedens MOMS-differentiering, og til slut et PPPS om en vigtig AI-beslutning.
Med andre ord: I kan gemme PS, PPS og PPPS til en dag, hvor I har overskud og livsmod.
Vi skal i gang! Og hvad er bedre end at starte med at sige:
Undskyld
En læser fandt citatet fra Jurassic Park, der NÆSTEN minder om noget, som jeg var HELT sikker på jeg kunne huske. Som læseren skrev: “Close, but no cigar”. Døm selv, og døm mig:
Cirkus Mili
Det kaldte soldater altid Forsvaret under Den Kolde Krig: Cirkus Mili. Well, måske er det på tide at huske dét:
Thi vi fik selvfølgelig i den forløbne uge at vide, at de fleste Leopard 1’ere, som vi havde i storage et sted, ikke virkede, ikke var sat ordentligt i stand, var stærkt forsinkede, men til gengæld ikke havde kanoner, der kunne afgive skud. Af én eller flere grunde sagde de arme, pressede ukrainere pænt nej tak.
Det ligner en smart taktik a la den dér, hvor manden smider noget rødt med ind i hvid-vasken, så konen aldrig mere beder ham vaske tøj. Husk f.eks. respiratorerne, vi donerede til Italien i begyndelsen af pandemien, som embedsmændene udmærket vidste ikke virkede … anyway, tak til M for at påpege den der med Leo 1’erne.
Et big, fucking cirkus er, hvad Forsvaret er.
Tro endelig ikke, at det er en ny ting. Findsens dødsmarte trick (da han var departementschef i Forsvarsministeriet) med at få IT-chefen i Forsvarsministeriet til at lave en Google-oversættelse af Jægerbogen og derefter lægge den ud på nettet, er vel ikke gået helt i glemmebogen?
Det var vitterligt stort og fantastisk, da man opdagede, at vandmærket fra ministeriet sad i dokumentet EFTER, at Findsen ved et pressemøde havde erindret forsvarsminister Søren Gade om, at han skulle nævne denne oversættelse til arabisk af en meget skadelig bog, tøhø.
Og bagefter hældte Findsen iskoldt den uskyldige IT-chef ned ad brættet, hen under bussen og videre til en fyring. Mine kilder i Forsvaret, der f.eks. havde været på Generalstabskursus 2 med ham, fortalte og fortæller mig, at han er et meget ordentligt menneske. IT-chefen. Ikke Findsen. Det tror jeg på.
Jeg håber Findsen en dag bare siger undskyld til manden, men jeg tvivler. Han er jo jurist og dermed DJØF’er, og hvis der er noget, de kan, så er det at bortrationalisere behovet for at undskylde noget som helst.
Eller hvad med Hovsa-Olsen, der intet forkert gjorde, men hvor vi lod PRODUCENTEN af Harpoon-missilerne sidde med i havari-kommissionen, blandt andet fordi vi havde fuld forståelse for deres prekære situation grundet deres forestående salg af systemet til BÅDE Grækenland og Tyrkiet.
Så Olsen fik et tilbud, der var lidt svært at sige nej til: Tag på tidlig pension eller lev med, at vi vil forfølge dig juridisk resten af dit liv og tage alt fra dig. Jeg håber han kunne grine af det til sidst.
Fucking cirkus.
Et højt og mægtigt (ustabilt) skib
I Stockholm kan man se et VIDUNDERLIGT eksempel på skibsbyggeri a la det, vi skal til for at opbygge den danske flåde igen: Vasa. Ikke at vi kan lære noget af historien - selvfølgelig ikke. Men vi kan da sidde og klukke af grin over de andres dårskab.
Svensken skulle bruge MOAS - the Mother Of All Ships - for at dominere Østersøen, og man hyrede en hollænder, der havde det skibsbygningsprincip, at han ikke behøvede at måle alt muligt, da han havde en række tommelfingerregler og et godt øjemål (jeg overdriver lidt her).
Da skibet var næsten færdigt, ville kongen liiige have et ekstra kanondæk ovenpå det ene kanondæk, og de tungeste bad-ass kanoner i hele Svea skulle stå dér.
En søofficer - vistnok en admiral - stod for stabilitetstesten af skibet, der pludselig var blevet, sådan, like, ret højt, og det foregik ved at han lod 30 matroser løbe fra side til side af skibet.
Han afbrød dog testen, da de løbende søulke fik skuden til at krænge faretruende, og der blev ikke foretaget yderligere tests, endsige rapporteret noget som helst opad i systemet. Han skulle fan’me ikke risikere noget. Kongen var kendt for at kunne blive hidsig.
Så stævnede skuden ud med hele Stockholms befolkning som tilskuere, og den nåede faktisk at tilbagelægge tæt på en sømil (dvs. 1,8 km) på godt 20 minutter, før den uden varsel krængede voldsomt og derefter tog en masse vand ind gennem de nederste, vidtåbne kanonporte, og … sank.
Mit personlige gæt er, at en officer, iført en flot hat, har bevæget sig fra styrbord til bagbord for at se folkemængdens hyldest bedre.
Man nedsatte en kommission, som endte med at placere ansvaret hos ingen. Skibsbyggeren, kongen og admiralen gik alle fri. Der var intet at komme efter. Hændeligt uheld. Passér gaden.
Alt i alt et forløb, der mindede mig om andre ting. Så lo Sonja og jeg hjerteligt, slog os på lårene og sejlede tilbage til Slussen, hvor vi fandt en øl og noget andet.
Som en glad stemme sagde i filmfremvisningsrummet på Vasa-museet, så var det jo vældigt positivt, at skibet sank, for ellers havde vi jo ikke haft dette velbevarede skib på museet i dag.
Civilforsvaret, ikke Beredskabet
Kan vi ikke snart blive enige om at kalde det Civilforsvaret igen? “Beredskabet” lyder så fesent.
Hvad der end kommer EFTER begrebet utrættelig, så er det dér, John Foley er. Han havde nemlig i mandags arrangeret en konference hos IDA om Fremtidens Beredskab. Og han havde samlet nogle af de rigtige. Folk, der vidste noget, og folk, der kunne huske.
Vi lavede f.eks. en større sårbarhedsudredning i 2004, som man måske kunne støve af og måske opdatere med lidt Rusland-sniksnak og ellers bruge som opskrift på, hvad vi kunne overveje at holde et møde om engang i 2030?
Konferencens foredragsholdere dokumenterede godt og grundigt, at vi ikke har en skid at gøre godt med, og at alle - både borgere og de politikere, de stemte på - havde været lige gode om at lave en gentagelse af afmilitariseringen og afrustningen af vores land i 1930’erne, så Hitler nemt kunne komme til fadet.
Og at vi ikke aner, hvor alle beskyttelsesrummene reelt er, eller hvordan vi skal få dem gjort brugbare igen. Herligt.
En af dem, jeg beundrer indenfor cybersikkerhed, J, var også med på konferencen og jeg spurgte ham, om vi ikke kunne finde nogle af de nedgravede telefonlinier mv. fra Den Kolde Krig, samt andre ting, der ikke var digitale, og bruge som backup?
Fordi alle vore backup-planer for digitale ting, der svigter, er andre digitale dimser.
Han udbrød straks “Og radio!”, og det er jo også rigtigt. Men ikke SINE. Det er jo et digitalt radionet, som med sikkerhed vil være ubrugeligt i en krise-/krigssituation.
Heldigvis er det kun rygraden i vores Beredskab og ikke mere end det, så vi har det fint, tak.
Det var mange gode indlæg, og de 160 deltagere gjorde på intet tidspunkt grin med, eller kommenterede nærmere, at vores nuværende civilforsvar er ikke-eksisterende og ukoordineret.
Men til allersidst kom der to politikere på banen for at runde af, og dét var sjovt!
Den ene, der vist nok hed Siri og var fra De Radikale, holdt bare lidt valgtaler og mente selvfølgelig, at “godt nok fungerer systemet overhovedet ikke, men lige om lidt kommer der en ny mulighed for at gøre noget ved det…”, osv. mens den anden var Therese Scavenius, der er særdeles velinformeret og skarp.
Hendes store konklusion var, at alle vigtige beslutninger i embedsstanden og dermed på Christiansborg tages af folk uden forstand på emnet.
Findes der et ord for ….
Og dét bringer mig pludseligt til min efterlysning i sidste uge af et ord for den situation, hvor beslutninger træffes af folk uden indsigt på området.
Redaktøren for Computerworld havde det seriøse bud, mens en del havde “Djøfferi” som det åbenlyse svar.
Den gamle redacteur pegede nemlig på Dunning-Kruger-effekten, som går ud på, at dem, der har forstand på emnet, har en tendens til at undervurdere deres evner, mens det modsatte er tilfældet for dem, der ikke har forstand på det.
De to herrers oprindelige papir hed faktisk:
Unskilled and Unaware of It: How Difficulties in Recognizing One's Own Incompetence Lead to Inflated Self-Assessments
Det nordjyske eksperimental-magasin Vigeur havde for et års tid siden en aldeles glimrende artikel om Dunning-Kruger og hvordan man identificerer dem, der lider af det:
Dunning-Kruger-effekten: Sådan spotter du den, før det er for sent | Vigeur.dk
Men tilbage til Scavenius: Da hun intet har at tabe og ikke behøver bukke og neje for én eller anden åndssvag partidisciplin, siger hun simpelthen sandheden nu.
Jeg kan love jer, at der var stille, når hun talte.
Hun sagde, at Konkurrencestaten også betyder, at principper, der burde holdes indenfor forretningsverdenen, nu også dominerer offentlige beslutninger (juhu, Finansministerie - er I der?), med det resultat, at man aldrig tænker på samfundets bedste hvad angår hærdning, resiliens, osv. men altid sørger for, at vigtige ting skal gøres af private og tilmed så billigt som muligt.
Maksimum afhængighed af ustabile leverandører til samfundets vigtigste funktioner. Det giver god økonomi. Og så er det jo en positiv ting.
Just-in-time i stedet for Just-in-case, tænkte jeg undervejs. JIT > JIC.
Scavenius er jo færdig i politik, men hun er fan’me klog.
Siri ville bare vælges til Bruxelles, blandt andet fordi hun aldrig før havde været på valg.
Det er da også en fed, lille efterskole-agtig og hyggelig ting at lave i nogle år i en dejlig by med Trappist-øl, fransk cuisine og spændende mennesker alle vegne.
Så næste gang I tror, at DK står for Danmark, så tænk på, at det måske snarere er forkortelsen for et land, der giver den fuld gas med Dunning-Kruger-idiotien…
Atomkraft? Nej tak, for jeg ved ikke noget om det…
Et kæmpe eksempel på Dunning-Kruger er atomkraft.
Der er ingen saglige grunde til at undgå det, med mindre man synes/tror/mener/føler, at kapitalismen er ond, og at et liv i armod og selvbebrejdelse, inkl. selvpiskning døgnet rundt, er bedre.
Hvis nogen tror, at der er én eneste faglig/videnskabelig grund til at undgå atomkraft, så lyt til denne podcast:
El udgør 20 procent af vores energiforbrug. Med alle vore vindmøller og solpaneler kan vi lige klare 10 procent, og resten leveres af sort energi, der slår 20.000 mennesker ihjel om dagen på verdensplan.
Tjernobyl er den værste atom-ulykke nogensinde og kostede næsten 150 mennesker livet. Overlevende fra Hiroshima/Nagasaki levede i snit to måneder kortere end gennemsnittet, dvs. 83.5 år i stedet for 83.7 år.
Vi skal have atomkraft. Dixit.
Kanon!
Min venlige læser, T, gjorde mig opmærksom på, hvordan man evt. kan sørge for, at folk, der har tjent gode penge på at foreslå og/eller udføre noget, også bliver holdt ansvarlige. Her er, hvad han skrev:
“Hej Mogens, jeg har hørt, at i “gamle dage” var der store problemer med, at kanoner tit eksploderede, når de blev affyret.
Det løste man ved at lade støberen sidde ovenpå kanonen, når den blev affyret første gang.
Det hjalp efter sigende på kvaliteten ret hurtigt..”
Jeg tænkte: Lad Mogens Heunicke og de 10 øverste af hans lyvende embedsmænd fra ministeriet og styrelserne suge fedtemøg fra havbunden med støvsugere i nogle uger, indtil de tænker, at det måske er en dårlig idé med deres totalt ulovlige tilladelser til de åndsboller og (ja!) nærmest landsforrædere, der lægger vore farvande øde med virkeligt modbydelige olierester fra Norge, som Nordmændene via en lov har sikret sig IKKE må være i Norge (fantastisk tankegang fra nogle åh-så-gode naboer, ikke?)...
Tak, T! Det var sjovt! Eller noget…
Start Me Up
Husker I Rolling Stones’ nummer? Ligesom Laid Back burde have været en norsk eller australsk gruppe, så burde Start Me Up ikke være en dansk sang.
Vi har verdensrekorden (set nedefra) i startups, iværksættere og alt dét, som egentlig burde være godt at have for en videns-baseret økonomi.
Jeg har i mange år gjort grin med, at vi har ufatteligt mange offentligt finansierede dimser, der skal hjælpe startups og deslige, og at vi trods dette mægtige antal godt lønnede mennesker fortsat har verdensrekorden set nedefra. Det er da sjovt.
Tilsyneladende har denne asymmetri ført til, at man bare har givet den mere gas og fået endnu færre til at vove pelsen.
Tilbage i 2010 eller så, da vi i Miracle lancerede Geekhouse, vores initiativ for at hjælpe startups og småbikse og fattigrøve og studerende og den slags, havde Thomas Madsen-Mygdal, som jeg havde bedt om at holde åbnings-talen, hvilket han gjorde fabelagtigt, opgjort, at der var ca. 250 offentligt finansierede dimser med ca. 4.000 folk og en udgift på fire milliarder kroner, der var klar til at rådgive om noget, de ikke anede en skid om. Men…
Dyrk lige denne blog-post om emnet fra HeyFunding, der monitorerer dette mærkelige fænomen:
https://blog.heyfunding.dk/blog/det-danske-startup-okosystem
Som Torsten Kolind skrev på LinkedIn:
“Denmark has 497 startup support organizations, and no large public companies founded less than 25 years ago. About 90% of these offices are partly og fully funded by government…
The fog of clusters and “entry points” is now so bad that one of them (perhaps as a joke) suggested using AI to advise founders on where to go for resources, since they themselves lost track of the system.”
Klar til en lillebitte smule ironi?
Men jeg skriver jo denne klumme uge ud og uge ind for at berolige jer og fortælle jer, at Bob Marley havde ret: “Everything’s gonna be alright”.
Hvis vi ikke kan lokke fjolser, folk med glatte ansigter og naive sjæle til at vove pelsen og selv starte noget op, så kan vi sgu’ da give dem en god, solid, statsfinansieret tilværelse som rådgivere for fjolser, glatte ansigter og de naive.
De får et fast, offentligt job, de behøver ikke frygte for, om de kan finansiere deres liv, børn, ferier og alt det andet - og de får alligevel smagt lidt - meget lidt - på startup-miljøet, fordi alle dem, de arbejder sammen med i en af de mange support-dimser, OGSÅ lever af at rådgive folk om noget, de aldrig selv har prøvet.
De får det bedste af begge verdener.
Det er et FEDT nationalt kompromis i et land, hvor man jo decideret hader små bikse, startups, brokhoveder og hallunker, og hvor store, alt-dominerende, brutale profit-maksimerende, kæmpemonopoler er de store helte i Lilleputland.
En masse mennesker undgår den tunge skæbne at falde i kløerne på svindel-advokater fra Kammeradvokaten og blive “åle-ruset” (ved hjælp af løgne fra advokaten) mod deres ruin og livsvarige gæld til en Gældsstyrelse, der ikke liiige kan fortælle dem, hvad de skylder, ELLER om de overhovedet må betale den tilbage.
Og alle politikere samt lobbyisterne fra DE, DI, DA, DIT & DAT, og hvad har vi, kan sige, at vi gør ufatteligt meget for startup-miljøet, uden at de i øvrigt selv nogensinde selv har risikeret noget som helst andet end at flytte til Nordsjælland eller bare blive boende der.
Vi har også enormt mange universitets-undervisere, der aldrig selv har startet noget op, endsige risikeret noget som helst i deres Admiralen-På-Pinafore-tilværelse, der kan undervise i, hvordan man får succes som startup’er.
Og hokus-pokus: På den måde har Danmark en masse mennesker, der stortrives i spændingsfeltet mellem ikke-eksisterende startups og passive, ubrugelige, offentligt finansierede dimser.
Nu er min ironi slut!
Og nu skal vi tale om møder.
Ikke bare nogle få, tilfældige møder. Nej, vi skal tale om mange og nøje planlagte møder. Og en masse andre møder. Og hvordan det - tror jeg - er forklaringen på, at vores BNP stiger og stiger og stiger: Jeg tror, der er en direkte, videnskabelig korrelation mellem møder og BNP-stigning. Jo flere møder, fremfor at lave noget skadeligt, jo bedre.
Jaja, tænker I. Ham Mogens, den spøgefugl, har både en kæphest og et kværulantisk anlæg. Han er halvsjov. Haha.
Men se så, hvad Harvard Business Review skriver: Et ugentligt statusmøde hos ledelsen kostede reelt 130.000 arbejdstimer og 100 millioner kroner om året i biksen, fordi alle skulle holde møder nedad i organisationen for, at de meget kloge ledere kunne sige noget til hinanden oppe i det fede hjørnekontor en gang om ugen..
Og det smukke er, at man IKKE har indregnet de negative konsekvenser af de 130.000 timers møder…
Nyd det, for det er nu officielt kendt som “Verdens Dyreste Møde”, og det er noget, som rigtigt mange private og offentlige bikse også gør i Danmark.
Og TAK GUD for det, for så laver folk, der alligevel ikke ved noget fagligt om deres arbejdsområde, da ikke ulykker så længe, og dermed kan BNP bare stige uden at der er nogen som helst problemer:
Your Scarcest Resource (hbr.org)
Det var alt for denne gang! Sov godt og drik bedre. Skriv til mig på mogensxy@gmail.com, hvis I mod forventning skulle støde på noget mærkeligt, der foregår i Verden. Skål!
PS: Endnu en epokegørende, dansk opfindelse: Rejsekort II!
Vi går lige på og hårdt, vi går til biddet og vi bider til bolle:
Vær klar til et nyt rejsekort…
Den Danske Model mht rejser er jo, at man skal checke ind på rejsekortet, når man skifter rejsemiddel (fra én bus til en anden, fra tog til bus, osv.) og at der er en række særregler for passage af Storebælt og diverse fnidder, fordi kortet er fælles for diverse operatører.
Og den fantastiske dummebøde, hvis man glemmer at stemple ud eller bussen slet ikke kommer, så man er nødt til at gå hjem.
Rimeligt åndssvagt, men efter mange år med noget åndssvagt har man jo vænnet sig til det, og visse ting er blevet forsøgt rettet med en gletcher-agtig hastighed, så vi nu - under hensyntagen til en lang, lang række åndssvage regler - måske kan stemple ud ved hjælp af en mærkelig app.
Jeg må sige, at selv om jeg er hærdet med hensyn til, hvad vi kan finde på i vores evige kamp for at være unikke herhjemme, så havde jeg aldrig nogensinde kunne forestille mig, at det nye Rejsekort ville komme til at minde om noget, der var udtænkt af IBM i 60’erne: Man skal købe sine rejser på forhånd:
Stop! Hvad? Jojo! Man. skal. købe. sine. rejser. på. forhånd!
Thi så ligger den eller de rejser jo “klar” på kortet, og så skal man “bare” “aktivere” en rejse i en automat, der kommer til at hedde en “validator”.
Så hvis man undervejs i sin rejse skifter fra tog til bus, og bussen ikke kommer, så man må ændre sin rejse - hvad mon der så sker? Eller hvis det begynder at regne, og man løber hen og tager bussen i stedet for at spadsere hjem?
Computerworlds journalist er åbenlyst blevet taget på sengen mht. det nye Rejsekort.
Hans meget berettigede spørgsmål, såsom hvorfor vi ikke bare kan bruge et kreditkort ligesom i London eller Spanien/Mallorca (tak til læser P for den info), besvares med, at det har vi ikke infrastruktur til, OG at det i øvrigt er meget nemmere for englænderne at lave, da de har et “lukket system”, mens Rejsekort 2 jo skal gælde for “hele landet” Danmark -, SAMTIDIG med, at der tales om et udbud for at få stillet en helvedes masse “validator”-maskiner op rundt omkring.
Det lille lukkede system versus det meget store land Danmark kommer jeg tilbage til i mit PPS…
Det giver god mening. Et lille, lokalt system til de 10 millioner mennesker, der rejser dagligt i London er jo nemt nok, men at få noget til at virke på tværs af Giga-nationen Danmark er selvfølgelig helt anderledes udfordrende, og selvfølgelig har vi ikke den type infrastruktur, der ville gøre det muligt. De tusindvis af standere med et blå punkt på kan slet, slet ikke sammenlignes med de titusindvis af engelske standere med et gult punkt på.
Det er ægte humor til en standup’er, der gider tage emnet op. Men jeg er ikke sikker på, at den her nyhed kan få Jonathan Spang til at genoptage arbejdet.
Og det dér med en app? Den går ikke! Det bliver et - nyt - plastickort, fordi man vil tage hensyn til de ikke-digitale. Det betyder så, at de ikke-digitale skal planlægge rejser på forhånd i en webshop (!), på en “validator”-maskine eller ved et betjent salgspunkt.
Javel, ja, så de digitalt svage skal “lægge” rejser på det nye plastickort ved hjælp af deres hjemmecomputer og/eller smartphone? I sandhed en analog løsning.
Dertil kommer dog, at på visse strækninger kan man købe et zone-kort, og de eksempler, der gives fra deres “kundedirektør”, afslører, at han selv bor i København. Det nye kort bliver både billigere og mindre krævende at vedligeholde end det gamle, siger kundernes direktør.
Artiklen, som nok bliver en af årets favoritter hos mig, indeholder blandt andet denne samtale, der tydeligt afslører en vantro journalist, der tror, det er 1. april:
"Det bliver en ændret kundeoplevelse, og det er noget, som vi skal hjælpe kunderne med at komme igennem. Vi har et tæt samarbejde med organisationerne, som repræsenterer disse kundegrupper, for at få deres input til, hvordan vi gør overgangen så enkel som muligt," siger Jens Willars.
Selvom løsningen tilbyder en ny måde at rejse på, anerkender Jens Willars, at friheden ved det nuværende rejsekort, hvor man kan tjekke ind og ud, vil ændre sig.
Jeg har indtil nu blot haft behov for at have penge på mit rejsekort og kunne bruge det, når jeg ville, og som jeg ville. Nu skal jeg købe billet på forhånd, før jeg overhovedet tager ud ad døren. Ryger en del af friheden ved at bruge offentlig transport ikke med den nye løsning?
"Jo, det gør den. Det viser nogle af vores målgruppeanalyser da også. Her bliver den frihedsfornemmelse, du taler om, fremhævet som den vigtigste ting ved at have rejsekortet som kort."
"Men kunderne fremhæver jo også bekymringen over at skulle huske at tjekke ud og checke ind undervejs, hvis de skifter transportmiddel. Det er ting, som den nye løsning er med til at løse, men til gengæld reduceres frihedsfølelsen " siger Jens Willars.
Den tiltænkte målgruppe kommer næppe til at købe deres rejser på internettet. Det betyder, at de fremover skal fysisk ned til et salgssted eller til en af disse validatorer for at købe en billet. Tror du ikke, I vil møde stor modstand fra brugerne, fordi I nu har taget den frihed fra dem, og de nu er tvunget til at købe deres tog- eller bustur fysisk?
"Det forsøger vi at imødekomme ved, at man kan købe flere billetter på forhånd og sætte det til automatisk tank-op, som mange også kender fra det nuværende rejsekort," lyder svaret fra Jens Willars.
Det bliver jo fantastisk!
PPS: I tror aldrig på det her…
… men Politiet er stærkt forsinkede og meget over budget på et IT-system:
Ej heller på dette: Læser-Hans har skrevet til mig, at vi nok ikke, som det eneste land, kan håndtere differentieret moms af den overraskende årsag, at Skats IT-systemer skal tilrettes, hvis vi får det:
Læser-Hans glæder sig til at finde ud af, om en veggie-burger på den måde bliver billigere, og om pommes frites er mad eller slik. Det gør jeg også nu.
Jeg lurer på, om ikke problemerne skyldes, at vi ikke er et lukket system, som f.eks. nationerne Frankrig og Tyskland, men et HELT land?
PPPS: KU vælger AI
Københavns universitet, der selvfølgelig forkortes UCPH og ikke KU, har valgt at befale fra centralt hold, at deres forskere og andre KUN må anvende Microsofts AI, Co-Pilot.
Det er den slags beslutninger, der afslører det dybe kendskab til emnet AI hos dem, der har taget beslutningen, og I skal få lov til selv at nyde deres udmelding:
Regel nr. 3: Kun Microsoft Co-Pilot
Uafhængig forskning, uvildig undervisning, og den slags bliver jo fabelagtigt, når nye generationer af håbefulde, unge mennesker tvinges til at bruge Microsofts AI i de mange år på universitetet.
Tak til min gode læser C for at gøre opmærksom på det. Halleluja.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.