EU har længe haltet efter USA og Kina i kapløbet om kunstig intelligens.
Nu vil Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, imidlertid give kontinentet et massivt skub fremad.
På et stort AI-topmøde i Paris har hun netop lanceret initiativet InvestAI, der skal mobilisere svimlende 200 milliarder euro til kunstig intelligens – inklusive 20 milliarder euro øremærket til AI-gigafabrikker.
"Vi vil sikre, at AI er en kraft for det gode – og for vækst," udtaler kommissionsformanden i en meddelelse.
"Men vores tilgang skal have mere fart på. Derfor mobiliserer vi nu hidtil usete investeringer for at gøre Europa til et AI-kontinent."
Pengeregnen kommer i slipstrømmen fra de astronomiske summer, der er kastet i de store sprogmodeller på den anden side af Atlanten.
Kopi af CERN
De såkaldte AI-gigafabrikker skal bygges efter samme model som den europæiske organisation for partikelfysik CERN, der ligger gemt dybt i de schweiziske alper.
Ifølge EU-kommissionen skal de nye AI-gigafabrikker give adgang til 100.000 topmoderne AI-chips – fire gange mere regnekraft end de AI-fabrikker, der er under opbygning i dag.
Og der er en god grund til at tænke stort: De nyeste AI-modeller kræver massive mængder datakraft, især inden for sundhed, bioteknologi, klima og produktion.
For datacentrene, der kommer til at være spækket med avancerede chips til at træne AI-modellerne, skal nemlig ikke kun være forbeholdt techgiganterne.
Gigafabrikkerne skal være til rådighed for forskere, startups og europæiske virksomheder.
"Vi vil sikre, at AI bliver en kraft for det gode – og for vækst. Vi gør det gennem vores egen europæiske tilgang, der bygger på åbenhed, samarbejde og fremragende talent,” udbasunerer Ursula von der Leyen.
InvestAI kommer på et tidspunkt, da EU har været under massiv kritik for at overregulere AI med sin strikse AI Act. Skeptikere frygter, at stramme regler vil kvæle innovationen, mens tilhængere mener, at reguleringen sikrer en ansvarlig udvikling.
Med InvestAI forsøger EU at balancere sikkerhed og vækst – og samtidig gøre sig mindre afhængig af amerikansk og kinesisk AI-teknologi.
Det fremgår ikke, hvor fabrikkerne skal ligge, hvordan de skal finansieres eller hvornår de skal være færdige.