Franske Mistral AI, som opfattes som Europas stærkeste kort inden for AI, og det tætteste EU har på en konkurrent til OpenAI, har indgået en stor aftale med netværksgiganten Cisco.
Det er stort, fordi Mistral hermed får en ny stor kunde, som kan brede selskabets produkter videre ud på markedet.
Aftalen indebærer flere elementer.
Det første er, at Cisco vil bygge en række AI-agenter baseret på Mistral AI’s teknologi. AI-agenter er AI-funktioner, som automatiserer bestemte specifikke opgaver.
Agenterne skal blandt andet drive Ciscos Customer Experience (CX) mere mod AI.
Den første løsning, AI Renewals Agent, automatiserer og optimerer fornyelsesprocessen af kundekontrakter ved at analysere data fra over 50 signalkilder og levere skræddersyede forslag, analyse og automatisering baseret på kundens behov.
Disse kilder inkluderer historik med kunden, tidligere support, feedback, data fra marketingsystemer, tidligere kontrakter, priser og anden historik, som ikke er beskrevet yderligere.
Cisco og Mistral AI vil udvikle AI-modeller, der kan benyttes on-premise, hvis kunder ikke ønsker at benytte dem i clouden.
Mistral og Cisco estimerer selv, at AI Renewals Agent kan reducere den tid, der bruges på at udarbejde en fornyelse af kundekontrakter og forberede kundemøder, med 20 procent.
"Mistral AI er en afgørende partner for Cisco Customer Experience (CX), når vi bevæger os mod en AI-drevet fremtid."
Sådan meddeler Liz Centoni, Executive Vice President og Chief Customer Experience Officer hos Cisco, i forbindelse med aftalen og fortsætter:
"Ud over avanceret AI-teknologi deler Mistral AI vores mission om at sætte kunden i centrum for alt, hvad vi gør. AI Renewals Agent er en vigtig milepæl og den første af mange innovative løsninger, vi vil udvikle sammen. Den har også en stor indvirkning på vores teams, da vi fortsat arbejder på at forenkle og reducere friktion i deres arbejde. Ved at kombinere vores store datasæt, kundernes tillid og Mistrals førende teknologi er vi godt på vej til at forme fremtiden for kunde- og medarbejderengagement."
Hos franske Mistral AI er der helle ringen tvivl om, at det her er en vigtig aftale for selskabet.
"Denne annoncering markerer endnu en vigtig milepæl i vores strategiske partnerskab med Cisco," udtaler Arthur Mensch, CEO hos Mistral AI, og fortsætter:
"Den viser, hvordan generativ AI kan forbedre adgangen til komplekse informationskilder, skabe betydelig værdi for Ciscos kunder og økosystem samt spare tid for alle involverede interessenter. Denne præstation er muliggjort takket være det exceptionelle talent hos Ciscos ingeniørteams."
Hvad de to selskaber i fremtiden får bygget af yderligere AI-agenter, må tiden vise.