Godmorgen kammerater!
Velkommen til onsdagens morgen-briefing fra Computerworld.
Her til morgen er det Qëndrim Fazliu, der leverer fire hurtige nyheder til de trofaste Computerworld-læsere som sidevogn til morgenkaffen.
God dag og god læselyst derude.
Studerende udvikler ny app til genbrug
Et nyt samarbejde mellem studerende fra Københavns Erhvervsakademi (KEA), Røde Kors Genbrug og organisationens digitaliseringsafdeling har resulteret i en app, der skal gøre det nemmere at lægge varer op på Røde Kors’ webshop.
Den nye app, som er baseret på kunstig intelligens, kan automatisk aflæse informationer om varer og foreslå priser, hvilket effektiviserer processen markant.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Røde Kors.
Tina Donnerborg, der er chef for Røde Kors Genbrug, fremhæver, at app’en er en stor hjælp.
”Det har hidtil været en langsommelig og besværlig proces, som har gjort, at vi ikke har kunnet tilbyde kunderne det store udvalg, vi i princippet har. App’en gør det hele meget nemmere,” lyder det i meddelelsen.
Samarbejdet er en del af Røde Kors’ strategi for digital innovation, og ifølge Bjørn Borup, som er digitaliseringschef hos Røde Kors, ser organisationen frem til flere fremtidige projekter med KEA.
Puzzel opkøber aarhusiansk AI-virksomhed
Den Aarhus-baserede AI-virksomhed Capturi er blevet opkøbt af den europæiske kontaktcenter-løsningsudbyder Puzzel.
Opkøbet skal styrke Puzzels AI-produktportefølje, som nu også omfatter samtaleanalyse.
Det oplyser Puzzel i en pressemeddelelse.
Capturi specialiserer sig i AI-drevne samtaleanalyser, der forbedrer kundeoplevelser og agenternes præstationer.
"Vi er begejstrede for at blive en del af Puzzel og udvide vores innovative AI-løsninger til endnu flere virksomheder og hjælpe dem med at få værdi ud af deres kundeinteraktioner," udtaler Tue Martin Berg, der er CEO i Capturi.
Ifølge meddelelsen bliver Capturi nu integreret i Puzzels eksisterende forretning.
Martin Thorborg bliver festivalarrangør
Den kendte iværksætter Martin Buch Thorborg kaster sig nu ud som festivalarrangør.
Den 3. april 2025 slår han og Dinero nemlig dørene op for Founders Club, som er en ny iværksætterfestival, som skal samle op mod 1.000 iværksættere i Imperial Biografen i København.
Det oplyser Dinero i en pressemeddelelse.
"Vi gør aldrig noget halvt, så jeg er sikker på, at iværksætterne får et brag af en dag," lyder det blandt andet fra Martin Thorborg i meddelelsen.
Founders Club er planlagt som en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor iværksættere kan mødes, netværke og fylde rygsækken med ny viden og energi.
Billetsalget er allerede i gang på festivalens hjemmeside, hvor prisen frem til 1. december 2024 er 797 kroner eksklusive moms.
I dag lanceres en af verdens kraftigste AI-supercomputere i København
Senere i dag bliver en af verdens kraftigste AI-supercomputere indviet i København.
Formålet med supercomputeren er at sætte Danmark i førersædet, når det kommer til innovation, forskning og uddannelse inden for kunstig intelligens.
Supercomputeren, der har fået navnet Gefion, er realiseret igennem et partnerskab, der omfatter Nvidia, Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Prisen på Gefion lyder på 700 millioner kroner og supercomputeren bliver en del af Danish Centre for AI Innovation (DCAI), hvor Novo Nordisk Fonden ejer 85 procent, mens Danmarks Eksport- og Investeringsfond ejer de resterende 15 procent.
Både Kong Frederik d. 10. og Nvidia-CEO Jensen Huang ventes at være til stede i forbindelse med indvielsen af supercomputeren - sammen med dem vil også en af Computerworlds journalister følge med i indvielsen.