TOPNYHED:NIS2 i Danmark udskydes med flere måneder: Her er den nye dato, hvor loven træder i kraft

Artikel top billede

(Foto: Kai Wenzel)

Googles danske selskab tjener flere penge efter sidste års globale fyringsrunde

Google tjener flere penge på bundlinjen, efter der sidste år blev reduceret i arbejdsstyrken.

Googles danske selskab vokser på både top- og bundlinjen.

Det viser den seneste årsrapport fra techgigantens danske datterselskab.

Omsætningen lander på 462 millioner kroner for året 2023. Tilbage i 2022 var omsætningen 408 millioner kroner.

Overskuddet efter skat stiger med 10 millioner kroner og lander lige over 70 millioner kroner for 2023 mod 60 millioner i 2022.

Det vækker tilfredshed hos ledelsen.

”Dette afspejler en højere end forventet vækst i omsætningen,” står der i ledelsesberetningen for regnskabet.

Resultatet har også været påvirket af Google-moderselskabet Alphabet, som tilbage i januar 2023 indledte en global fyringsrunde, hvor arbejdsstyrken skulle skæres med 12.000 ansatte på verdensplan.

”I januar 2023 annoncerede Alphabet Inc en global reduktion i arbejdsstyrken. Den finansielle effekt af reduktionen i arbejdsstyrken er blevet afspejlet i enhedens driftsresultater,” står der i regnskabet. Med enhedens menes der Googles danske datterselskab.

Forventer fortsat vækst

Nu forventer Google at vokse yderligere i Danmark i den kommende tid.

”Selskabet forventer at fortsætte sin vækst i 2024, og derfor forventes omsætning og overskud at stige med en faktor på 5 til 15 procent i 2024. Fremsynede udsagn er underlagt risici og usikkerheder, der kan medføre, at Selskabets faktiske resultater afviger væsentligt fra de fremsynede udsagn,” står der i regnskabet.